I gymnasiet kan jeg huske, hvordan jeg hvert år lige præcis ramte det lovlige 10% fravær, primært fordi jeg ikke gad fysik- og spansktimerne. Der var som sådan ikke noget galt med undervisningen i de timer, jeg gad dem bare ikke. Kald det teenage-træthed. Men 10% skolefravær, er ikke meget. Der er unge mennesker, som har op mod 70, 80, 90 nogle gange endda helt op til 100% skolefravær. Dét er meget. Det er alt for meget.

Generelt er skolefravær et så stort problem, at der tales om en motivationskrise i folkeskolen: De unge er skoletrætte, har højt fravær og frafald på ungdomsuddannelser (Sørensen m.fl. 2013:10). Der kan være et hav af grunde til, hvorfor nogle unge mennesker ikke kommer i skole. Det handler dette indlæg ikke om. Dette indlæg handler om hvad man stiller op, rent pædagogisk, når et ungt menneske ikke kommer i skole. For hvad kan man egentlig gøre? Hvordan kan man arbejde, rent pædagogisk, med at få unge mennesker til at tilvælge en skole, som de i udgangspunktet har fravalgt?

Som et led i mit speciale i Pædagogik ved Københavns Universitet undersøgte jeg, hvordan et konkret kommunalt, pædagogisk projekt arbejdede med at få unge mennesker med mellem 30 - 100% fravær tilbage til folkeskolen. Det var spændende, men også fyldt med pædagogiske udfordringer. Det var ikke lærere i skolen, men projektmedarbejdere der uden for skolen arbejdede med de unge og deres problemstillinger. Og derfor kan nogle af de observationer jeg gjorde mig, godt overføres til det generelle pædagogiske arbejde en underviser står overfor, når han eller hun, har en elev som simpelthen ikke kommer i skole.

Der findes ikke noget ‘easy fix’ - giv det tid

Helt konkret var projektets udgangspunkt, at projektmedarbejderne skulle indlede forløb med de unge mennesker af ca. 3 måneders varighed. Hovedopgaven var at hente de unge mennesker om morgenen og følge dem i skole. Det lyder jo egentlig dejligt nemt. Så nemt var det ikke i virkeligheden.

Det blev rigtig hurtigt meget tydeligt, at arbejdet med højt skolefravær tager enormt lang tid. Og ikke ‘blot’ handler om at følge de unge afsted om morgenen. Ofte tog forløbene minimum 6 måneder, nogle gange helt op til 2 år, og meget ofte bestod projektmedarbejdernes arbejde med de unge i meget mere og meget andet end det at følge dem afsted om morgenen. Den grundlæggende konklusion, som skal huskes når det virker mest frustrerende er derfor, at der ikke findes noget ‘easy fix’ i det pædagogiske arbejde - det tager tid. Og det er vigtigt at give det tid.
 
Derudover observerede jeg særligt 2 pædagogiske strategier, som med fordel kan arbejdes med i det pædagogiske møde med en elev, som sjældent kommer i skole. De to strategier vil jeg nu kort opridse, samtidig med at jeg vil komme konkrete tips til, hvordan de kan udføres i det daglige.

1.    Forsøgspædagogik

Denne tilgang dækker over den grundlæggende idé, at det altid er bedre at handle og forsøge sig frem end ikke at handle. Projektmedarbejderne oplevede ofte at stå i situationer, hvor de tænkte “fuck mand, hvad gør vi her” (citat, projektmedarbejder), hvilket resulterede i en forsøgende tilgang, hvor projektmedarbejderne lavede mange forskellige ting med de unge. De gik ture, snakkede om vind og vejr, fandt arbejde til dem og lavede sport med dem. Nogle gange hjalp det i forhold til at få dem i skole. Nogle gange hjalp det ikke. Pointen er, at hvis den tilgang man har forsøgt sig med i første omgang ikke virker, så prøv en anden.

Det vigtigste er at blive ved med at prøve. Hvis du som underviser giver op, så giver den unge også op. Som underviser skal og kan du ikke arbejde så intensivt med eleven, som projektmedarbejderne i projektet gjorde, men du kan for eksempel sørge for, at den unge altid føler sig velkommen, når han eller hun endelig kommer i skole. Det kan du gøre ved at sørge for, at du altid får sagt ‘hej’ til eleven. Eller altid lige får spurgt ‘hvordan går det?’ Det lyder måske banalt, men de unge føler sig ofte udenfor, når de kommer i skole igen efter lang tids fravær.

Hvis det ikke virker, kan du i undervisningen arbejde med at inkludere den unge mere i det generelle sociale fællesskab og f.eks. inddrage ham eller hende i gruppearbejder med andre elever. Eller du kan i en periode forsøge at finde ud af, hvad den unge er interesseret i, og sørge for at han eller hun kan arbejde med det i det faglige - indimellem. Pointen er: prøv dig frem. Og husk, at det ikke altid er nemt at være i en klasse, som man ikke føler sig en del af (selvforskyldt eller ej, problemet er lige reelt).

2.    Gå-med-modstanden

Denne tilgang bunder grundlæggende i ideen om, at istedet for at sige til eleven: “det er for dårligt du ikke kommer i skole”, så anerkender strategien den unges modstand mod skolen og for en stund tillader den, at den unge får et ‘rum’, hvori det er okay ikke at ville i skole. Strategien kom til udtryk ved, at projektmedarbejderne indimellem sagde “Okay, du vil ikke i skole?! Lad os gå en tur i stedet”. Igen, dette kan og skal du som underviser ikke gøre. Men du kan for en stund forsøge at acceptere den unges modstand mod undervisningen og acceptere, at han eller hun ikke kommer i skole. Istedet for at blive irriteret og sur, så forsøg at være forstående. Gå med modstanden. Når den unge siger “det er kedeligt”, så sig: “ja, det er det, hvis det er for kedeligt, så drop opgaven og lav en anden i stedet”.

Relationen mellem lærer og elev er afgørende

Disse to pædagogiske strategier lægger begge grundklangen til den vigtigste observation af, hvad der har betydning, når der pædagogisk arbejdes med unge mennesker der ikke vil i skole. Nemlig at begge strategier handler om skabelsen af rum til og muligheden for at skabe en positiv relation. Som Louise Klinge, i et andet indlæg her på bloggen, argumenterer for er det relationelle mellem lærer og elev altafgørende for læring. Og det er også vigtigt for motivation og lyst til at komme i skole. De unge ved godt, at de skal komme i skole. De er som regel heller ikke stolte over, at de ikke er der. De føler sig ofte udenfor og vil i virkeligheden gerne være en del af et fællesskab. De er bare kommet ud på at sidespor. Et sidespor, som vi alle vel har prøvet indimellem, og som kan være svært at rette op på.

Hvis du, ligesom jeg, er overbevist om at læringsteoretikeren Etienne Wenger har ret, når han skriver: “at læring i lige så høj grad som det at spise eller sove er en del af vores menneskelige natur, at læring både er livsopretholdende og uundgåelig, og at vi er ret gode til det - hvis vi får chancen?” (Wenger 2004:13), så har du som underviser en enestående mulighed for at give den elev, der sjældent er der, lyst til at komme tilbage til skolen. Men det tager tid. Og du må for alt i verden ikke give op. Hvis du giver op, så giver den unge også op.

Kilder

Sørensen, N.U., m.fl. (2013): Unges motivation og læring - 12 eksperter om motivationskrisen i uddannelsessystemet . København: Hans Reitzels Forlag.

Wenger, E. (2004): Praksisfællesskaber. København: Hans Reitzels Forlag. (Oprindelig udgave 1998).


Af Louise Pindstrup Andersen

Kandidat i Pædagogik fra Københavns Universitet. Har tidligere blogget på Lektionen.dk om sine udvekslingsoplevelser på et amerikansk universitet.

Comment