Vi du være med?
 

Vi vil meget gerne høre på andre end os selv, så gæsteindlæg er meget velkomne.

Skriv til jeppe@lektionen.dk

Dannelse på dagsordenen

Dannelse på dagsordenen

Med Tranströmer på hjernen, ankommer jeg til DPU. "... Alt det levende der synger bugter sig vifter og kryber! Det er forår og luften er meget stærk. Jeg har eksamen fra glemslens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tøjsnoren." (Madrigal, fra Samlede Tranströmer, Rosinante 2011.) 

Pædagogikkens ubestridte grundbegreb

"Dannelse er pædagogikkens ubestridte grundbegreb" slår Jens Erik Kristensen fast. Jeg er taget på konferencen "Dannelse i/og/eller uddannelse?". Jens Erik Kristensen, Lars Geer Hammershøj og Sten Nepper Larsen er oplægsholdere. Dannelse er som spor i vandet, tænker jeg. En flydende betegner, som der er kamp om at indholdsudfylde. Selv har jeg lært at forbinde dannelse med Klafkis eksemplariske princip, omverdensforståelse og selvoverskridelse. Jeg kommer i tanke om Ellen Keys definition: "Dannelse er det der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært." Findes der mon nogle, som ikke ønsker dannelse? De bliver nok svære at finde. 

Kristensen mener at alle taler om dannelse. Vi taler om karakterdannelse, almendannelse, digital dannelse, verdensborgerdannelse. Hver mand sit dannelsesbegreb. Dannelsesbegrebet er en kampplads, påpeger han. Dannelse handler, ifølge Kristensen, om kundskaber og egenskaber, viden og dyd, socialitet og individualitet, det nationale og globale, fortid og nutid. Det er formålet og meningen med det hele. Dannelse er pædagogikkens hvorfor, uddannelse derimod er pædagogikkens hvad. Han fortsætter: "Dannelse er måden at bekymre sig normativt og værdimæssigt om det der foregår i skolen og uddannelsessystemet."

Dannelse som samlebetegnelse for bekymring

Dannelse og opdragelse er normative pædagogiske begreber, som i en periode har stået i skyggen af det brede men værdineutrale begreb: uddannelse og dets støttebegreber: læring og kompetencer. Dannelse er i Kristensens optik en samlebetegnelse for en bekymring over nogle uddannelsesmæssige tendenser. Det handler om bekymringen for den kundskabsmæssige almendannelse (indholdet), bekymringen for den moralske karakterdannelse (dyderne), bekymringen for det demokratiske forfald og bekymringen for orienteringsløsheden og rodløsheden.

Menneskedannelse versus samfundsnytte

Dannelsesidealerne i det aktuelle uddannelsesregime er, ifølge Kristensen, koblet til begreberne employability, det opportunistiske og entreprenante individ, det selvmotiverende, selvforsørgende og arbejdsduelighed (resilient). Dannelsesbegrebet er altså flertydigt, men Kristensen mener alligevel, at der må være nogle afsæt for en kritisk opdatering. Den kritiske opdatering kunne tage afsæt i f.eks. paideia: den gode borger, Aristoteles dydsetik eller begrebet humanitas. For Kristensen er det vigtig, at vi ikke forveksler uddannelse og dannelse. Uddannelse er snævert defineret som oplæring og kvalificering af individets forbindelse til arbejdsmarkedet.

Dannelsen er under forandring, fastslår Lars Geer Hammershøj. Han mener (modsat de to andre) at der er en opløsning af modsætningen mellem menneskedannelse og samfundsnytte. Det menneskelige er blevet en ressource for det at være arbejdskraft. Arbejdsmarkedet udnytter ikke det enkelte individ, mener Hammershøj. Det er kan ligesåvel være den anden vej rundt. 

Dannelse som en måde at forholde sig på

Dannelse er ikke ved at forfalde eller forsvinde. Det er under forandring og i krise, mener Hammershøj. Her skal krise forstås som et vendepunkt. Dannelse er for Hammershøj det at være menneske i verden og en måde at forholde sig på. Det er en måde at forholde sig til sig selv, andre og verden. Man ændrer forholdelsesmåde gennem dannelsesprocesser. En dannelsesproces kan være at overskride sig selv og blive en del af en større verden (dannelsesrejse) eller at danne sin smag og udvikle dømmekraft ved at efterligne forbilleder. Hammershøj påpeger, at dannelse er dobbelt vigtigt for uddannelse. Her er nemlig både almendannelsen (at blive menneske i et samfund) og professionsdannelsen (at blive arbejdskraft på arbejdsmarkedet og forholde sig professionelt i sin profession) på spil. 

Professionsdannelsens vilkår

Hammershøj mener, at professionsdannelsen er underlagt generelle vilkår (som f.eks. en accelererende forandringhastighed) og specifikke vilkår (som videnssamfund og digitalisering). Humane ressoucer som social og kreativ intelligens bliver afgørende på fremtidens arbejdsmarked. Kernen bliver: personlighed. Med Hammershøjs ord: "Du ansættes for det du kan og fyres for den du er." De helt centrale aspekter ved professionsdannelsen er: professionel dømmekraft, kreativitet og innovation og vilje til arbejde.

Samtidsdiagnose og dannelsens vilkår

Dannelse forudsætter en samtidsdiagnose, mener Hammershøj. At blive menneske gennem samfund forandrer sig. Vi kan diagnosticere en radikal individualisering, hvor fællesskabsdannelsen ændrer karakter, samt at der ikke findes almengyldige dannelsesidealer. Denne diagnose mangler, ifølge Hammershøj, i samfundsdebatten. Der er ingen reflektion over manglende enighed om dannelsesidealer og 200 års individualisering. Hvilke tegn er der på den manglende reflektion, spørger Hammershøj. Han svarer: Vi ser nye lidelser og vanskeligheder hos børn og unge som kan forståes som negative konsekvenser af individualiseringen.

Hvad er så de nye vilkår og hvilke problemer skaber de? De nye vilkår er, at dannelse i højere grad sker på individets præmisser (mere er muligt), at selvoverskridelsen intensiveres (men uden brug af givne fællesskaber. De kan istedet være kortvarige og flygtige) og at smagsdannelsen intensiveres: vores livsbane er mere åben. Problemerne med de nye vilkår er, at vi er i tvivl om hvad der er muligt og umuligt for den enkelte, at vi selv skal tage initiativ til og aktivt involvere os i nye fælleskaber, og at vi selv skal udøve dømmekraft og træffe valg.    

Dannelse, leg og humor

Hammershøj er enig med de to andre i, at dannelse ofte fremstår som uklart og abstrakt men samtidig vigtigere end nogensinde. Hvis dannelse skal fremmes i uddannelse skal vi, ifølge Hammershøj, diagnosticere hvad dannelse er idag og specificere hvad dannelse er på de forskellige niveauer af uddannelsessystemet. Her får legen og humoren en fremtrædende rolle. Legen skaber ikke blot læring, men forbedrer også vores læringskapacitet, fremhæver Hammershøj. Han nævner fantasilegen, som er skabt til dannelse: Man bliver en anden, et andet sted, sammen med andre. Fantasilegen er for Hammershøj "selvoverskridelse i umiddelbare verdener". Fantasilegen er en kilde til senere former for kreativitet og innovation og som vi ved fra psykologien: et udgangspunkt for at lære empati. Humoren, påpeger Hammershøj, ses ofte som forstyrrelse, men har et enormt kreativitetspotentiale. 

Kritisk tænkning og uden program

Sten Nepper Larsen slår fast, at han er træt af læringstyring. Han spiller ikke på den pædagogiske midtbane, men trækker linierne skarpt op. Han filosoferer, taler hurtigt, kommer med personlige anekdoter, fragmenter og illustrative citater. Et af dem tager jeg med mig hjem (se nederst). For Larsen handler dannelse om kritisk tænkning og om vekselvirkningen med stoffet og verden. Han starter med at citere Salmonsens Leksikon fra 1916: " Det er ikke Massen af, hvad et menneske ved eller har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde og selvstændig Dom.". Dannelse lader sig, ifølge Larsen, ikke designe, planlægge eller målstyre. Den må opøves af hvert menneske gennem hele livet. Dannelse er således mulig uden for uddannelsessystemet og uddannelsessystemet kan ikke programmeres til at producere dannelse. Herefter citeres Ricouer, som mener at: "Dannelse er et langt større begreb end begrebet uddannelse. Dannelse drejer sig om bl.a karakterdannelse og om emotionens udfoldelse og foregår på alle niveauer, fra kropslige behov til intellektuelle og åndelige præstationer."

Decentreringskunst og selvforglemmelse

Larsen fortsætter: "Mennesket er det levende væsen som ikke kan lade være med at øve sig." En måde at øve sig på er dannelse. Ifølge Larsen skal vi lære af Nietzsche. En linie Nietzsche er, ifølge Larsen, mere værd end 2000 siders uddannelsespolitisk policy. Vi skal tænke kritisk og øve modstand, indskyder Larsen. Vi skal også sige: "I prefer not to". Han nævner tre dimensioner ved dannelsen: kundskabsdannelse, karakterdannelse og politisk dannelse. Dannelse er for Larsen forbundet med decentreringskunst, overskridelse af det kendte og "selvvirkeliggørende selvforglemmelse." Larsen citerer Thomas Ziehe: "Universitetet skal fostre idéen om, at der er flere betydningsfulde verdener end de unges personlige livsverden." Dannelse er som Larsen skriver i en følgeseddel "giftet med opslysning, viden, tænkning, en livlig kropsudfoldelse, en højnet æstetisk sensibilitet og en inviteret nysgerrighed." Han henviser igen til flere filosoffer heriblandt Hegel, som for 200 år siden skrev om vigtigheden af at lære at se bort fra det private for at realisere det almene. Dannelsen af det hele menneske bliver også et mål i sig selv, påpeger Larsen (med henvisning til begrebshistorikeren Reinhart Koselleck).

Under tankens dvælende blik

Larsen forbinder dannelse med forbilleder, dvælen, langsomhed og modstand. Det handler idag mere om at bestå end at forstå, mener han og citerer Adorno: "Under tangens dvælende blik, ville genstanden selv begynde at tale." Der er altid et "mere" ved tingene. Dannelsen er hos Larsen forbundet med indholdet og Klafkis dobbelte åbning, hvor eleven åbner sig for stoffet og stoffet åbner sig for eleven. Det er ved at kigge på en tekst igen og igen med en dvælende langsomhed, at den åbner sig og taler til os. Vi skal, ifølge Larsen, se på livet og dannelse som noget vi ikke kan have sikkerhed om på forhånd. Vi skal inviteres til at tage omveje og sætte ild til sproget igen og igen.

Det ikke-målbare og lærerrollen

Alle tre er de enige om, at dannelse ikke kan måles. Man kan ikke måle på f.eks. selvoverskridelse, det er en proces. Hammershøj reflekterer over mål og formål. Mål er middel til formålet, mener han. Formålet er at leve som menneske og forberede sig til arbejdslivet. Formålet (det store hvorfor) er ikke at blive god til matematik. Skal vi danne i en bestemt retning? Nej, mener Nepper Larsen. Teksten skal gøre modstand. Læreren må gerne give overblik (kontekstualiseret invitation) men også yde modstand. Hammershøj pointerer, at elever skal lære at tænke selv. Læreren må gerne inspirere ved også at være vred eller begejstre. De snakker om læreren som en tankefødselshjælper. Dannelse er både vigtig for være menneske og arbejdskraft, slår Hammershøj fast igen. Man dannes af at være sammen med andre mennesker. Dannelsen åbner nye verdener og inspirerer. Larsen fremhæver sit dannelsessyn som forbundet med modstand og samfundskritik. Vi er mere end humankapital og arbejdsmarkedsprodukt, pointerer han igen. Efter spørgsmål fra salen om bl.a. mulighederne for et nyt filosofikum slutter en inspirerende, fragmentarisk, anekdotisk, underfundig og givende dag.

Jeg startede dagen med Transtömer og går hjem med Adorno: "Under tankens dvælende blik..."

Litteratur og inspiration

Sten Nepper Larsen. At ville noget med nogen. Akademisk Turbine 2016.

Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard. Pædagogikkens idehistorie. Aarhus Universitetsforlag 2017.

Leif Moss (red.). Dannelse - kontekster, visioner, temaer og processer. Hans Reitzels Forlag 2017.

Lars Geer Hammershøj. Dannelse i uddannelsessystemet. Hans Reitzels Forlag 2017.

 

Ud af benlåsen

Ud af benlåsen

Anmeldelse: Al den snak om læring

Anmeldelse: Al den snak om læring