Skærmvaner - nuancer i debatten

Skærmvaner - nuancer i debatten

“Du skal ikke tale om den konference herhjemme!” Sådan svarede min 9-årige søn mig, da han hørte jeg skulle til konferencen: “Generation skærm”, arrangeret af DPU. Han kendte kun alt for godt til vores formaninger og bekymring for konsekvenserne af børn og unges øgede skærmbrug.

Jeg bekymrer mig over skærmens betydning i børn og unges liv og har daglige diskussioner med mine egne børn, som af og til forsvinder ind i en spilverden jeg ikke helt forstår. Vi har nok alle en holdning til skærmens betydning, men ved måske ikke så meget. Derfor tog jeg - en regnfuld tirsdag - på konference. For at få mere viden om emnet og en fornemmelse af, hvad der er op og ned i debatten. Hvad er der forskningsmæssig evidens for? Her får du tre nedslag fra konferencen, som tydeliggjorde at det er forskel på hvad der er forskningsmæssig evidens for og min mavefornemmelse. Min mavefornemmelse, som fortæller mig at vi er i gang med et socialt eksperiment, vi dybest set ikke kender konsekvenserne af. Samtidig tydeliggjorde konferencen, at der er mange positioner (skærmoptimister og skærmpessimister) og interesser på spil og på midtbanen: forskerne.

Skærmbrug har samme negative indflydelse som spisning af kartofler

På konferencen blev præsenteret international forskning af Andrew Przybylski, Damien Brevers og Amy Orben. Derudover deltog jeg i et temaspor med de danske forskere Andreas Lieberoth, Jette Koefoed og Jesper Aagaard. Af de udenlandske forskere udmærkede Amy Orben sig ved at slå fast, at der kun er en minimal negativ sammenhæng mellem brug af digitale teknologier og unges velvære. Amy Orben og Andrew Przybylski har analyseret tre store datasæt indeholdende informationer om unges velvære, brug af digital teknologi og andre variabler. Orben/Przybylski fandt en meget lille men stort set ubetydelig negativ sammenhæng mellem unges brug af digital teknologi og velvære. For at sætte det i sammenhæng analyserede de også andre variabler såsom mobning, rygning, druk, søvn, brug af briller, biografbesøg og indtagelse af grøntsager. Ifølge Orben har spisning af kartofler stort set samme minimale negative effektivt på unges velvære som brugen af digitale teknologier. Den negative sammenhæng mellem brug af briller og unges velvære er større. Manfred Spitzer indtager med bogen “Digital demens” et modsatrettet standpunkt: Han mener at digitale medier gør vores børn syge. Læs et uddrag fra hans bog her:

Digital distraktion

Jesper Aagaard, adjunkt på Aarhus Universitet, forsker i digital distraktion, når elevers opmærksomhed trækkes væk (dis-traheres) fra undervisningen. Aagaard betegner det som dårlige ubevidste vaner. Disse off-task aktiviteter resulterer, ifølge Aagaard, i lavere karaktergennemsnit, dårligere testpræstationer og en svækket koncentrationsevne. Eleverne ved det godt, så hvorfor går de det så? Her skelner Aagaard mellem endogen og eksogen distraktion. Endogen distraktion et et bevidst fravalg af undervisning, hvor eksogen distraktion er en fysisk refleks udløst af Pop-ups beskeder og lyde. Aagaard har bl.a. interviewet og observeret gymnasieelever. Nogle elever vælger bevidst at tilgå bestemte hjemmesider og svare på indkomne beskeder, men de fleste beskriver det som en vanemæssig distraktion, en slags tragt de bliver suget ned i, en magnet som suger en til sig.

For en fjerne denne fristelse griber mange elever til fysik at lukke computeren. Aagaard vil med hans studier gerne kaste mere lys over elevernes og lærernes strategier og forholdsregler imod distraktion. Samtidig ønsker Aagaard at aflive nogle af myterne omkring skærmbrug: at fristelsen skulle være forbundet med afhængighed, at det intet problem er (at unge sagtens kan multitaske), at distraktion er et velkendt problem som ikke har noget med skærmbrug at gøre, at distraktion er et bevidst fravalg.

Skærm - skærm ikke?

Andreas Lieberoth, adjunkt i pædagogisk psykologi på DPU og som bla. forsker i digitale medieteknologier, fortalte om en større undersøgelse af danske folkeskolers mobilregler. Hvorfor har de gennemført mobilregler? Den gennemgående grund til skolernes regler er, at mobiler ikke skal forstyre og at skolerne gerne vil værne om det sociale samvær. Ofte har det været konkrete episoder, der har fået ledelsen, lærerne eller sågar eleverne til at krave mobilregler. I undersøgelsen blev identificeret ni praktiske mobilmodeller, hvoraf det såkaldte mobilhotel (hvor telefonerne lægges af vejen) havde størst potentiale idet “der tages hensyn til elevernes forskellige behov på vejen fra barn til teenager (…) og mobilens evige, distraherende potentiale.” (Andreas Lieberoth. Skærm - skærm ikke. Rapport om skolers mobilregler: Hvorfor? Hvordan? Hvad virker? DPU, Aarhus Universitet 2019.)

I rapporten står samtidig, at den “hyppigst observerede effekt er en gevinst for samvær (22 %) og det sociale med forbedret ro, koncentration og nærvær (21 %) på en nærmest delt førsteplads”. En af rapportens anbefalinger er, at skolerne med deres mobilregler skal finde en balance mellem problemløsning og at lære børnene gode digitale vaner. Børn og klasser er også forskellige og der er stor forskel på seksårige og sekstenårige. Samtidig advarer rapporten mod den “ofte ophedede og sort/hvide mediedebat.”

Pauser og nærvær

Som Lieberoth også påpegede i et radiointerview, synes der ikke at være evidens for at skærme i sig selv skader, men at der ud fra et børnepsykologisk perspektiv er sket et skift, hvor tiden går fra det vi normalt forbinder med en god barndom (samtale, leg, tegning, samtale om det man ser ude i verden) og til andre ting. Derfor skal vi have en samtale om, hvordan det er at være familie. Nøgleordet for Lieberoth er balance. En balance mellem offline og online aktiviteter og at vi som forældre også skal være gode rollemodeller for vores børn. Vi skal helt praktisk stille os spørgsmålet: Hvordan får jeg tid til at være sammen med mine børn? Hvordan er vi nærværende sammen? Hvilke digitale vaner skal vi sammen blive enige om? Lieberoth talte også om pauser, at vi ikke længere er så gode til at kede os, kigge ud af vinduet og sludre med sidemanden. Vi griber i de pauser efter telefonen. Pauser ligner tidsspilde men er alt andet. Det er pauserne og samtalerne ved kaffemaskinen, der får et team til at hænge sammen. En smule mindre bekymret vendte jeg hjem, smed mobilen på bordet, og spurgte drengene om de ville spille brætspil med mig og holde flere familie-søndagsmøder. Søndagsmøderne var de med på.

Epilog

Jeg er splittet mellem min mavefornemmelse og de forskningsresultater der blev fremlagt. Jeg var til en konference, der på den ene side påpegede at vi skal passe på med at sygeliggøre skærmbruget og på den anden side med al tydelighed viste, at skærme udgør et stort distraktionselement. Jeg anbefaler, at man holder øje med Jesper Aagaards forskning i digital distraktion, og som viser at koncentration er en dyr kognitiv ressource. Læs også denne artikel om at lære de unge at fastholde opmærksomheden. Det er også interessant at følge diskussionen om kvalitet og kvantitet. Det kan godt være at skærme i sig selv ikke skader, men er det ligegyldigt om du ser 5 minutter eller 5 timer og hvilken betydning har det, om man bruger skærmen til Word eller Fortnite?

Det er skolernes ansvar at bidrage til kultiveringen af de gode vaner og have klare grænser mellem offline og online aktiviteter samt inddrage eleverne i beslutningerne. De første ti minutter af en time er de vigtigste så prologen kan fint være en offline-aktivitet. Her er det ok at råbe “SLUK”!

Det pædagogiske paradoks - interview med Alexander von Oettingen

Det pædagogiske paradoks - interview med Alexander von Oettingen

Er undervisning også opdragelse?

Er undervisning også opdragelse?