GÆSTEBLOG · Hver gang jeg starter et nyt hold op i statistik slår det mig, hvor stor en udfordring det er at gøre undervisningen interessant, vedkommende og relevant for de studerende. Mange har hørt skræmmehistorier om faget, hårde undervisere og dårlige oplevelser fra eksamenslokalet. Måske netop derfor elsker jeg at undervise i statistik. For tænk sig, hvis det lykkes mig at få mange dygtige, motiverede, glade studerende igennem uden dårlige oplevelser! Det er det, der driver mig og giver mig en fantastisk følelse!

Jeg har opdaget et meget værdifuldt trick. Noget som jeg tidligere nok hovedsageligt gjorde ubevidst - måske endda ligefrem som følge af nervøsitet - og som har taget mig lang tid at anerkende, men som i dag er et af de måske tre vigtigste elementer i min undervisningsform.

 

Et ganske aparte trick

Jeg kalder det for ‘Aparte-tricket’. Hvis man skulle definere det formelt, kunne det måske beskrives i retning af: Aparte-tricket er et simpelt kommunikativt værktøj, som søger at fange de studerendes opmærksomhed ved at fortælle en - i situationen - absolut aparte historie, som intet har med selve undervisningen at gøre. Formålet er at skabe et hul i tiden. At samle de studerende op der, hvor de slap og på ny bringe dem med ind i den mere teoretiske og abstrakte verden.

 

På grænsen til det alt for tunge og teoretiske

Lad mig lige kridte banen op og fortælle, hvordan mange statistiktimer forløber. Forestil dig, at du er studerende i statistik på anden eller tredje række. Du kom egentlig med god energi og glæde ovenpå en hyggelig weekend. Du sætter dig godt til rette og finder din computer frem. Du åbner Excel. Nu går gennemgangen i gang. Du forstår 90% af, hvad der bliver sagt. Det er gennemgangen af, hvad vi lærte sidst. Du er rimelig med. Underviseren præsenterer et eksempel. Du forstår nu 70% af, hvad der foregår. Du lytter og koncentrerer dig. Du kan mærke, at det trykker lidt bag højre øje. Du er 50% med. Du skriver løs på din notesblok. Det går stærkt. Du er 40% med. Nu starter gennemgangen af det mere teoretiske stof. Der bliver skrevet en formel op på tavlen. Nu bliver du bange. Det eneste, du tænker på, er eksamen, og hvor lidt du forstår det her. Trykken bag højre øje bliver mere voldsom. Du kigger på dit ur. Er der ikke snart pause? Du er 10% med. Måske mindre.

Det er en typisk dag i en statistik-studerendes liv. Før i tiden kunne jeg mærke, hvordan jeg langsomt, men sikkert tabte flere og flere på holdet. Jeg begyndte at arbejde med sekvensering, lagde en masse øvelser ind undervejs og forsøgte at gøre undervisningen så levende som muligt. Men jeg opdagede ét trick, som jeg i dag nok bruger 2-3 gange pr. time: Aparte-tricket. Jeg forsøger at skabe et indholdsmæssigt opbrud og nedslag. Jeg forsøger at få de studerende med igen ved at nå dem i deres indre.

Jeg tænker det lidt som en kreativ anvendelse af Vygotsky’s NUZO-begreb. Min oplevelse er, at jeg indholdsmæssigt og abstrakt har arbejdet mig for langt væk fra de studerende. Jeg skal ned og hive fat i dem og få dem med op. Men det lykkes bedst ved at skabe et opbrud eller pause i det statistisk-teoretiske rum. Pointen er netop, at aparte-tricket ikke har noget med statistik at gøre. Jeg skal nemlig ind og hive fat i de studerende og fange deres opmærksomhed på ny. Ligeså snart jeg har deres opmærksomhed, forsøger jeg at bringe dem med ind i statistikken på ny.

 

Sådan kan det se ud i praksis

Lad mig komme med et eksempel, som jeg brugte for nylig:

Jeg gennemgår et statistisk værktøj og kan se den klassiske hændelse udspille sig på tredje række. Øjne der begynder at flakke. Øjne der stiger bemærkelsesværdigt konstant ud i luften. Mobiler der bliver tjekket. Jeg stopper. Siger intet i måske 5-7 sekunder, mens jeg tænker på noget helt konkret fra mit eget liv. Jo mere almindeligt, menneskeligt eller langt fra statistik jo bedre. Så siger jeg fx: “Ej, ved I hvad. Min søn på 3 år vågnede kl. 3 i nat og var sulten. Jeg tilbød ham en gulerodsbolle, hvorefter han sagde ‘jeg tåler ikke gulerod’. Hvis han nu havde sagt, at han ikke kunne lide gulerod, var han blevet bedt om at spise den, for det er ikke så godt med kræsne unger. Men det der argument kunne jeg ikke slå. Så han undgik bollen”. Historien varer sjældent mere end 30 til 40 sekunder. Lige gyldigt hvor dårlig historien er, oplever jeg i 90% af tilfældene, at holdet griner. Det er forløsende. Det skaber et miljø af liv og luft igen. Det opbygger ny energi. Som om rummet for 20 sekunder siden var blevet tømt for al tro på fremtiden, glæde og humør. Den nye energi forsøger jeg at bruge som lokkemiddel (al undervisning har vel grader af manipulation over sig) til at løfte de studerende op ad den abstrakte skala og med ind i den statistiske diskussion igen - og altså heraf billedet om den kreative anvendelse af NUZO.

Jeg har virkelig talt om mange forskellige ting i mine ‘aparte-øjeblikke’. Jeg har talt om Luksusfælden (fantastisk TV-program på Tv3), VM i fodbold, min oldemor, min farmor, MIN SVIGERMOR (faktisk nok topscorer i antallet af aparte-historier), Bornholm, mus, Lalandia, BMW’er, havregryn, milkshakes, Starbucks, USA, striktrøjer, for små senge, for store senge, hullede sokker, sorte lædersofaer, film (nok mest nordisk producerede børnefilm), Politiken, Ask Rostrup og meget mere.

 

Undervisning skal ikke være et frikvarter - men heller ikke en skøjtebane

Jeg kommer tit til at tænke på den gamle og fantastiske film “Far til fire på Bornholm” fra 1959. I filmens begyndelse har Lille Per i al hemmelighed slået hul på sparegrisen og er taget afsted til frisøren. Ferien står for døren. Frisøren er en værre spilopmager og samtalen i frisørstolen mellem frisør og dreng flyver afsted. Frisøren spørger Per, hvilket fag i skolen han bedst kan lide. “Frikvarteret”, svarer Lille Per resolut.

“Frikvarteret”? Er statistikundervisning ligesom et frikvarter? Nej, og det skal det naturligvis heller ikke være. Men det er et fantastisk eksempel på den udfordring, jeg grundlæggende møder i min undervisning: Konflikten mellem på den ene side selve indlæringen af ofte svært nyt, ukendt og teoretisk stof og på den anden side at skabe undervisning, der konstant synes relevant for de studerendes liv. Aparte-tricket er et lille - men effektivt - forsøg på at skabe fornyet energi, når energien ellers syntes dræbt. At skabe en fælles ‘verden’ mellem de studerende og mig som underviser selvom denne ‘verden’ ellers tilsyneladende er blevet ødelagt af tungt teoretisk stof.

Det handler ikke om at degradere undervisningen til underholdning eller at stå og lege hyggeonkel. Det handler om at anerkende, at de studerende går ind i et rum og kan opleve, at gulvtæppet trækkes væk under dem, mens de samtidig pustes i nakken af eksamen og karakterer. Det handler om at skabe sprækker til virkeligheden for at motivere de studerende til at træde med ind i det teoretiske og abstrakte rum endnu en gang. For undervisning og læring er vigtig. Statistik er vigtig. Men det er motivation og lyst til at lære også.

Jeg er meget nysgerrig på at høre, om andre har samme erfaring. Eller måske har oplevet, at det har den helt modsatte effekt? Virker tricket inden for helt andre fag, der ikke har ry for at være så tørre og svære blandt de studerende?

Hvad er din erfaring?


Af Jakob Pindstrup von Cappeln
Selvstændig og underviser i statistik på logistikøkonomuddannelsen samt akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning på Copenhagen Business Academy.

Comment