Vi du være med?
 

Vi vil meget gerne høre på andre end os selv, så gæsteindlæg er meget velkomne.

Skriv til jeppe@lektionen.dk

Anmeldelse: Al den snak om læring

Anmeldelse: Al den snak om læring

Drop skyttegravskrigene

Drop de pædagogiske skyttegravskrige. Det er Steen Becks budskab i "Al den snak om læring". "Læring skal redde os danskere i den globale konkurrence!", "Læring bør ikke måles og vejes!" Sådan har siderne i læringsdebatten malet sig skarpt op i hver sit hjørne. Men der findes en tredje vej, en syntese, mener Steen Beck. En position han synes at dele med Per Fibæk Laursen. Beck kalder sin tredje vej for socio-eksistentiel, fordi den har fokus på holdet mellem læringens sociale og kulturelle kontekst og det enkelte menneske, der lærer. Således er Becks bog et fint indlæg i diskussionen om, hvad god og tidssvarende undervisning bør være og ikke være.

Steen Beck - mag.art i litteraturvidenskab samt ph.d. og lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU) forsker i lærings- og undervisningsteori og didaktik - har skrevet en lang række af bøger, bl.a. til pædagogikum. Beck skriver, at ærindet med bogen ikke bare er at diskuttere og kritisere men også "bidrage med ideer til, hvordan man kan forstå kernen i al undervisning: relationen mellem den undervisende lærer og den lærende elev."

Genlæsning af klassikere og praksissporet

Beck genlæser i bogens to første dele den klassiske læringsteori fra Vygotsky og Piaget som krydses med moderne positioner: John Hattie og Gert Biesta. Ifølge Beck står nutidige lærings- og undervisningsdiskussioner om bl.a. frihed og styring på skuldrene af Vygotsky og Piaget. Netop spændet mellem den socialt og kulturelt orienterede Vygotsky og den intrapsykisk orienterede Piaget favner den spændvidde man, ifølge Beck, skal have i sin tilgang til læring og undervisning, hvis man ikke vil udvikle alt for mange blinde pletter. I bogens tredje del bevæger Beck sig i praksissporet og slutter af med aktuelle analyser af undervisningspraksis og læreprocesser i nutidens danske skole. Et spor som fører til diskussioner af bl.a. Cooperative Learing, Peer-respons og formativ evaluering.

De to poler: Hattie og Biesta

I den nutidige og polariserede debat står på den ene side Hattie positionen, som mener at læring bør være skolens formål. Et synspunkt der for Beck virker instrumentelt og forkortet. På den anden side står Biesta tilhængere og råber uddannelse og dannelse. Ved at reducere uddannelsens formål til et spørgsmål om elevernes læring, understøtter uddannelsessystemet, ifølge Biesta, en målstyringsiver. Et målstyringsiver som ser bort fra, at læreren også skal præsentere det nye for eleverne, og at dialogen mellem mennesker altid vil være risikofyldt. Et sympatisk projekt men som, ifølge Beck, efterlader lærerne med mange uløste problemer i forhold til undervisningens "hvordan": den konkrete undervisningshverdag. 

Lærerens rolle: bibliotekar eller styrende inspirator?

Interessant bliver det når Beck med udgangspunkt i både Vygotsky, Piaget, Hattie og Biesta diskuterer lærerens rolle. Piaget argumenter for en faciliterende og vejledende lærerrolle og beskriver læreren som en intelligent bibliotekar, som opfattes ikke som en overordnet, men som en nødvendig samarbejdspartner i klassen. "Fremfor at fortælle eleverne, hvordan tingene hænger sammen, hvorefter de kan affotografere lærerens visdom, skal de selv eksperimentere. Han taler om en undervisning, hvor eleverne får midlerne til at eksperimentere med og herigennem opdage gennem sin egen aktivitet..." Her betones elevens frihed. Piaget skriver selv: "Men det siger sig selv, at læreren stadig er uundværlig som igangsætter for at skabe og konstruere situationer, der kan danne et godt udgangspunkt for at rejse problemstillinger, som er nyttige for barnet, og derefter for at konstruere kontra-eksempler, der styrker reflektionen og tvinger børnene til at kontrollere alt for hurtige løsninger: Det der ønskes er, at læreren holder op med at være forelæser, og at han stimulerer børnenes lyst til at undersøge og at gøre sig umage." Beck noterer sig, at i Piagets optik må god undervisning skabe overensstemmelse mellem barnets spontane begrebsudvikling og de aktiviteter, der foregår.

Overfor Piagets indefra og ud-tilgang står Vygotskys udefra og ind-tilgang, hvor læreren spiller en mere aktiv og styrende rolle som den, der systematisk instruerer og til en vis grad også determinerer elevens læring. Beck betegner Vygotskys tilgang som kulturel læring og kulturdeterminisme. Vygotsky skriver selv om den kulturelle udvikling, at den først fremtræder "som et interpsykologisk fænomen og derefter i barnet som et intrapsykologisk fænomen." Relationen til den anden er centralt, fordi den omfatter en bevægelse fra ydre til indre sprog. Som Beck fint pointerer, forstår Vygotsky læring som en proces, hvor individet bevæger sig fra imitation til mestring. Det er i denne proces at zonen for nærmeste udvikling (ZNU) findes, som er afstanden mellem det du kan alene og med hjælp fra en anden (f.eks. læreren).

Hattie

Beck skriver om Hatties præmis: når noget virker, er det fordi, det kan måles, når man tester eleverne. Et af Hatties budskaber er: "Kend jeres virkning!" I et interview siger Hattie: "Lærerne må hver især se på, hvilken virkning deres undervisning har på eleverne. Det er ved af få feedback fra eleverne, ved at interviewe dem om undervisningen, at læreren bliver klogere. Det er vigtigt at vide, hvad eleverne ved, og hvad de ikke ved. Noget af det mest effektive er, hvis man har gang i en diskussion i klassen og holder bøtte. Så vil man høre effekten af undervisningen..." Den talende lærer bliver, som Beck påpeger, en hæmsko for god læring. Lærere skal istedet lytte og nysgerrigt interesse sig for, hvad eleverne kan på egen hånd. Dog skriver Beck, at det er lærerens styring og elevernes resultater, der er i centrum hos Hattie, d.v.s. en en deduktiv undervisning, hvor læreren præsenterer begreber, som eleverne arbejder med. Det lyder i Becks øjne mere som Vygotsky end som Piaget, til trods for at Hattie selv peger på Piaget som den store inspirationskilde.

Biesta

Heroverfor står Biesta, som mener læreren skal indtage en mere aktiv rolle, som en der præsenterer eleverne for noget, de ikke vidste. Lærere skal med Biestas ord tænde et bål, istedet for blot at observere, hvordan bålet brænder hos eleven. Hattie forankrer sin holdning til god undervisning i en kvantitativ og positivistisk tradition, "hvor der ikke lades tvivl om, hvad der virker og ikke virker..." Biesta holder sig fra at dokumentere noget som helst, men går i dialog med bl.a. Michel Foucault, Hannah Arendt og Søren Kierkegaard. Beck fremhæver, at Biestas udgangspunkt er, at kommunikation mellem elever og lærere altid vil være en risikofyldt affære uden sikkert resultat. Uddannelse handler for Biesta om at tænde et bål og ikke fylde en spand. Derfor skal læreren, ifølge Biesta, ikke reduceres til facilitator af elevernes læring, men som en der tilføjer noget uventet og udefrakommende. Uddannelsens mål er for Biesta dermed ikke knyttet til et bestemt læringsmål, men det indhold der skal læres. Som Beck skriver: "Eleverne skal fordybe sig, fatte interesse, engagere sig og ikke opfattes som væsener, der skal lære noget bestemt - og når de kan det, er alt godt." Læreren er i Biestas optik altså ikke blot en evaluator men også en inspirator og provokatør.

Becks tredje vej

Som du nok har gættet, kære læser, nægter Beck at vælge mellem Piaget og Vygotsky, Hattie og Biesta. Det er for Beck ikke et enten-eller, men snarere et både-og: en syntetisk sammentænkning. Hvor Piaget, ifølge Beck, har et for stort fokus på frihedselementet har Vygotsky for stort fokus på styringselementet. Hvor Piaget undervurderer lærerens betydning, overvurderer Vygotsky på sin side selvsamme betydning. Hattie peger, ifølge Beck, på betydningen af fremadrettet feedback og rettetheden med elevernes faglige viden, men glemmer kompleksiteten og magtforholdet mellem lærere og elever samt de psykodynamiske (og ubevidste) processer i kommunikationen. Biesta betoner undervisning som andet og mere end facilitering og aktivering, at læreren skal pege på det nye. Tilgengæld glemmer han, ifølge Beck, at interessere sig nok for, hvorvidt eleverne lærer noget. Hermed forekommer Biesta, efter Becks mening, elitær og abstrakt, fordi han ikke kommer med ideer til, hvad god undervisning er. De dagligdags problemer i klasser med 35 elever og spørgsmålet om, hvorvidt eleverne lærer noget, er ikke en sag for Biesta. Som Beck skriver kunne "Biesta have godt af at omformulere sine filosofiske og spekulationer til hypoteser og dernæst undersøge, hvor langt han ville kunne komme med dem i forhold til den konkrete virkelighed, hvor nogen skal lære nogen noget." Vi skal altså ikke vælge mellem "Hatties evalueringsfanatisme eller Biestas skrøbelighedsapoteose." For Beck kunne en pragmatisk løsning på styrings- og frihedsproblematikken være, at man argumenterer for "stærk styring i betydningen: en lærer som præsenterer det nye, der udfordrer elever i forhold til forskellige måder at arbejde på, som gennem tydelig kommunikation forstyrer deres tankebaner (...). Ideen er imidlertid ikke, at eleverne skal bringes et bestemt sted hen, men at de gennem mødet med "det andet" får mulighed for at skabe det, Biesta kalder deres egen subjektive sandhed (...) Det kræver en undervisning, som ikke blot har retning med elevernes reflektioner over fag og verden, men også mod deres dannelsesproces."

Her kommer dele af Becks tredje vej til syne, som handler om penduleringen mellem impulser udefra (en lærer eller andre elever) og elevens egen aktivitet. Beck opsummerer at læreprocesser ikke behøver være et enten-eller men bør "rumme elementer af håndværksmæssig anstrengelse, afslappet konservation, målorientering og sans for det uventede."

Vær med til at tænke videre ud af Becks spor

Beck bruger ikke mange sider på at fortælle om sin socio-eksistentielle position. Et sted skriver Beck om den "subjektive sandhed", som handler om at vælge en autoritet i sin eksistentielle søgen efter et ståsted. Eleven skal ikke vide det samme som læreren, men skal samtidig åbne sig for "det nye", som kan komme til stede ved at blive undervist af en anden. Man skal ifølge Beck undgå både en autoritær undervisning, hvor læreren ved alt og en konstruktivistik læring, hvor læreren ved intet. Beck henviser her til den hollandske uddannelsesfilosof Rubert Wegerif, som ser uddannelse som en dialog, "i hvilken vi skiftes til at lede og at blive ledet, mellem at undervise og blive undervist. At vække "subjekter" til sig selv er et mål for uddannelse, med det er dette at lære om verden også. Undervisning er også at skabe erfaring med læring og følelsen af at "hænge sammen" med fortiden." Således skal vi som lærere påvirke uden at afrette. I bogens sammenfatning kalder Beck sit perspektiv for postmoderne, hvor den ufrugtbare modsætning mellem f.eks. deduktiv og induktiv undervisning er ophævet. Istedet argumenterer Beck for en proces- og sekvenseringstænkning "og hvor der derfor ikke argumenteres for, at nogle arbejds- og vidensformer principielt er bedre end andre. Istedet lægges op til et flerperspektivistisk blik på undervisningens organisering, hvor elevernes mulighed for at forstå og øve sig i flere læringsrum er afgørende." Beck binder til sidst i bogen om fin sløjfe: "Læring handler (...) om de måder, hvorpå individer lærer at udnytte samfundsmæssigt tilgængeligt kundskab som ressource for individuelt filtreret selvdannelse. Vygotsky uden Piaget tipper for meget i retning af determinisme; Piaget uden Vygotsky tipper for meget i retning af voluntarisme. Og begge lige ensidige positioner overser dialektikken mellem tilegnelse og selv- og medskabelse."

Måske du kære læser vil være med til at tænke ud af Becks pragmatiske og kontekstsensitive spor? Et spor hvor kognitivt-faglige og sociale processer sammentænkes og som lægger op til en lærergerning, som benytter sig af mange veje. En slags styret frihed? Hvad bliver lærerrollen i den gode skole? Skal den Beckske reflektion i forhold til styring og frihed være ledestjerne for undervisningen?

En varm anbefaling

Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle der interesserer sig for den elektriske spænding mellem undervisningens teori- og praksisdimension. Bogen er en præcis indføring i styrker og svagheder ved Piaget, Vygotsky, Hattie og Biesta samt nutidige undervisningsmetoder.

Steen Beck. Al den snak om læring - arven fra Piaget og Vygotsky i socio-eksistentiel betydning. Bogen koster 269 kr og er på 238 sider. Den henvender sig til alle, der underviser på skoler og på ungdomsuddannelserne, eller som beskæftiger sig med didaktik og læring på de videregående uddannelser.

 

 

Dannelse på dagsordenen

Dannelse på dagsordenen

Tillid og foretagsomhed

Tillid og foretagsomhed