Vi skal svare dem, at vi alle skal tage os sammen

Vi skal svare dem, at vi alle skal tage os sammen

Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen begynder deres fremragende men noget triste bog Hvad skal vi svare med et citat af Hannah Arendt fra hendes The Crisis in Education:

”En pædagog forholder sig til de unge som en repræsentant for en verden, som han eller hun må tage ansvaret for, selv om vedkommende ikke selv har skabt den, og selv om han eller hun, åbenlyst eller i det skjulte, ville ønske at den var anderledes, end den er. Enhver, der nægter at påtage sig et delvist ansvar for verden, bør ikke få børn og må ikke få lejlighed til at deltage i undervisningen af dem.”

Det er velvalgt, for hvis vi skal gøre vores elever klar til at møde verden, skal vi finde en balance mellem at fremlægge problemer og forsøge at indgyde håb og inspiration. Vetlesen og Willigs bog er måske bedst til at belyse problemerne, men den gør det fuldstændigt klart, at hvis vi skal løse problemerne skal vi arbejde kollektivt og være klar til at finde på nye måder at leve på. Og det tror jeg faktisk er et ret godt udgangspunkt til at fange elevers interesse.

Udgangspunktet for deres bog er, er en refleksion over hvad de (vi) skal svare når vores børn kommer til os og spørger, hvorfor vi ikke gjorde noget ved klimaproblemerne: Hvorfor de ikke også kunne få lov til at spise fisk uden tungmetaller, trække vejret uden frygt og leve under mindre ekstreme vejrforhold. Vi vil nemlig, i modsætning til folk der levede for mere end 50 år siden, ikke kunne sige, at vi ikke vidste bedre. Det gør vi – alt andet er, ifølge forfatterne, bekvem selvfornægtelse.

Forfatterne er med på, at der i det moderne liv er mange problemer at tage fat på, men for dem er det altskyggende problem det, at vi er i gang med at smadre grundlaget for liv: Vi er ved at ødelægge os selv og planeten.

De bruger ikke tid på at diskutere om hvorvidt miljøproblemer er reelle eller om det er menneskenes skyld. De tager det for givet og beskæftiger sig i stedet med hvorfor vi ikke gør noget. Det er ret befriende ikke at skulle igennem endnu en omgang klimatabeller og for-og-imod-diskussioner. Det bliver konstateret at isen smelter, havene er forurenede og at vi er ved at forbruge os helt blå i hovederne.

Forklaringen på hvorfor vi ikke gør noget er kompleks, men bunder i, at vi er ved at vikle os ind i forskellige fælder samtidig. Som et billede på vores problemer, bruger de en tidligere jagtteknik kendt som fuglekøjen. Fuglekøjen var en kunstigt skabt fangstplads omkring en dam. Fra dammen var der gravet kanaler ud til forskellige sider. Kanalerne var skyggefulde og overdækkede med net. Ænder og andre fugle ville lande i dammene og svømme ind ad kanalerne. Svømme ind i en ruse, de ikke kunne komme ud af. Fuglekøjen blev gjort forbudt, da den var så effektiv, at den udbredte brug af dem begyndte at udgøre en trussel for flere arter af fugle.


fuglekoje.png

 


På samme måde er menneskeheden i dag på vej i ni ruser samtidig, og det er de ni ruser som Hvad skal vi svare er bygget op omkring. Tilsammen udgør ruserne en så stærk fastholdelse i en forkert retning, at det kan være svært at se en vej ud. Vi er fanget i rusen og er tvunget til at flyve mod undergang. Ruserne er:

  1. Fanget i håbet om det teknologiske fix. Vi regner med at nogle vil løse problemerne.

  2. Fanget i de sociale medier. Vi bruger for meget tid på at like frem for at handle.

  3. Fanget i konsulentindustriens disruptionscirkus: Beslutningstagere har købt præmissen om at vi alle skal være omstillingsparate, og har tvunget alle andre med i det.

  4. Fanget i benægtelse: Vi vil ikke se problemerne i øjnene.

  5. Fanget i forskydning væk fra egne følelser og verden: Vi har mistet førstehåndserfaringen med produktionen af væsentlige ting og bliver dårligere til at stille spørgsmål ved produktionsmetoden og hvorfor vi i det hele taget skulle have produkterne.

  6. Fanget i rovdriften på indre og ydre natur: Mennesket og naturen er begrænset. Vi behandler dem som om der er ubegrænsede. Det er ikke bæredygtigt

  7. Fanget i intetsigende forbrug: Vores ydre fremtoning er vigtigere end verdens overlevelse.

  8. Fanget af fossile brændstoffer: Højt forbrug kræver meget energi. Meget energi smadrer naturen

  9. Fanget i falsk optimisme og i en løgn over for vores børn: Vi fortæller hele tiden hinanden, at det hele nok skal løse sig 

Kort opsummeret er bogens budskab, at der er opstået en selvforstærkende kraft i form af individers ønske om anerkendelse og nye og bedre muligheder sat overfor industriens ønske om profit. Krydret med politisk ønske om resultater båret på vej af konsulenters løfte om at kunne fikse problemerne, hvis vi blot viser lidt mere omstillingsparathed mod en hårdere konkurrence. Sammen bærer de ved til et kæmpemæssigt bål af løfter, håb, skuffelse og overproduktion.

Det medfører så overvældende personlige, sociale og miljømæssige problemer at kun resolutte kollektive handlinger kan få os ind på et vigespor og væk fra afgrunden. Den kollektive handlen bliver imidlertid forhindret af de ni ruser.


menneskekøjen.jpg

Ønsker du en kort uddybning af de ni ruser skal du læse videre. Vil du springe over så klik her.

Ruse 1: Fanget i håbet om det teknologiske fix

Logikken er: Jeps – det går ikke særlig godt lige nu, men det var fordi vi var uoplyste tidligere. Men bare rolig; Elon Musk og riddere om det runde håb er på vej med løsninger.

Fortroppen for dette håb er de entreprenante folk fra Silicon Valley og deres cheerleeders i medier, parlamenter og virksomheder. Den er behagelig, for den indbefatter, at man ikke behøver at ændre livsstil.

Jeg tror egentligt, at jeg også på dette område er meget almindelig: Jeg mener virkelig at problemerne er store og at vi er på vej et forkert sted. Men jeg kan ikke helt overskue at ændre alt for meget ved min livsstil, da jeg er behageligt anlagt og ikke regner med at min indsats vil gøre den store forskel. I morgen vil der nok komme nogle dygtige folk og svinge en teknologisk tryllestav som kan rense havene, plante skovene, køle atmosfæren og rense luften.

…men hvad nu hvis de ikke kommer, spørger Willig og Vetlesen. Er det ikke godt at gøre noget, og så blot blive positivt overrasket? Jo, sikkert. Men hvem er de første der vil købe færre ting og dyrere ting?

Vi har svært ved at løse kollektive problemer, hvis vi regner med at andre vil gøre det for os.

Ruse 2: Fanget i de sociale medier

I en tid hvor jagten på status og anerkendelse intensiveres ses sociale medier som et glimrende middel til at opnå lige netop det. Status og anerkendelse. Problemet, ifølge de to forfattere, er at brugen af de sociale medier på mange måder fjerner os fra konkrete handlinger. Vi kan måske like / not-like ting som vi synes er rigtige eller forkerte og vi kan vise de rigtige meninger. Men man gør ikke noget, og hvis konkrete problemer skal løses, kræver det konkret handling. Hvis folk ikke mødes og arbejder på små uglamourøse tiltag sammen, så sker der ingenting. Men det kan være at man aldrig opdager det, da mediernes filterbobler bekvemt har støvsuget vores feed for miljømæssige bummer-historier. Er man ikke blevet sur nok på de sociale medier, kan jeg anbefale at læse seje Jaron Lanniers bog Ti argumenter for at slette dine profiler på de sociale medier nu.

Vi har svært ved at løse kollektive problemer, hvis vi kun mødes online. Og det kan være svært at ytre et ønske om at ville ændre noget, for man kan meget hurtigt blive skudt i skoene at man enten er hellig eller hyklerisk.

 

Ruse 3: Fanget i konsulentindustriens disruptionscirkus

Både menneske og natur har behov for stabilitet. Ikke stilstand og død, blot stabilitet. Der skal ikke ske for store ændringer for hurtigt. Det kan vi nemlig, ifølge forfatterne, ikke nå at omstille os til. Alligevel er det præcis det, som en hærskare af velmenende (og arbejdssøgende) konsulenter fortæller os at vi kan og skal. Vi skal være omstillingsparate, for det samfund som vi lever i er hele tiden foranderligt, og det vil kun blive mere så i fremtiden. Om det faktisk er rigtigt, er der ingen der rigtigt ved, men konsulenterne henviser til hinanden, og siger at det er sådan. Og hvis det er sådan, kan man ligeså godt være på forkant og disrupte noget selv, inden at andre – angiveligt – kommer og gør det for en.

Vi har svært ved løse kollektive problemer, hvis vi er forvirrede over hvor vi står, hvad vi skal arbejde med, og hvem der gør hvad.

 

Ruse 4: Fanget i benægtelse

Billige bøffer afspejler ikke den egentlige samfundsmæssige pris. Men det kan være bekvemt at glemme. Over 60% af det danske areal er landbrugsjord, hvilket gør det til verdens mest intensivt dyrkede land. Heraf går ca. 80% af arealet til dyrkning af foder til dyr (derudover har danske bønder områder i udlandet svarende til 1/3 af det danske areal hvor de også dyrker foder). Forfatterne ser netop dyredriften som en af de største trusler mod klimaet. Problemet, siger de, er at det gør gennemsnitsdanskeren ikke. Det gør de ikke, da de ikke kender forholdene (meget få har selv været inden i en grise- eller kyllingefabrik) eller fordi de ikke ønsker at kende det.

Kollektive problemer er svære at løse, hvis vi benægter at de findes.

 

Ruse 5: Fanget i forskydning væk fra egne følelser og verden

I bogen beskrives den amerikanske sociolog Arlie Hochchild samtidsanalyse hvor hun påpeger, at vi i stigende grad outsourcer vores almindelige hverdagsaktiviteter til nogen eller noget. Det gør livet betydeligt mere bekvemt, da vi ikke skal bruge tid på at vaske, konservere og andre praktiske ting. Vi får også mulighed for at få bekvemmeligheder uden det hårde arbejde, da vi kan få hjælp til rengøring og børnepasning. Og går det hele lidt for hurtigt kan vi få hjælp af coaches og andre hjælpere. Rart og godt.

Men. For der er naturligvis et men hos Willig og Vetlesen. For outsourcingen kan have en selvforstærkende effekt: Når vi har fået hjælp til A skal vi også have hjælp til B. Der er stadig flere ydelser der kan gøre vores liv nemmere og mere effektivt. Måltidskasser og færdigretter, GPS og computere. Smartphones og kloge huse. Outsourcingen fjerner os altså fra den umiddelbare erfaringsdannelse og det kan ende med at vi til sidst ikke kan finde vej, lave mad, finde en kæreste, stave eller have en samtale uden hjælpemidler. På samme måde sker det ved produktionen: Vi kender ikke dem der bager vores brød, bygger vores huse og biler og syr vores tøj. Det kommer til os fix og færdigt. Det er rart og billigt, men vi har ingen føling med produktionsmetoden – hvordan det bliver lavet og hvad produktionen har af afledte konsekvenser.

Hvis jeg ikke kan tingene selv eller hvis jeg har vænnet mig til at nogle eller noget gør tingene for mig, bliver jeg langsomt impotent. Jeg bliver afhængig af hjælpemidlerne. Mit fokus bliver derfor flyttet over til, hvorvidt hjælpemidlerne virker godt eller skidt frem for at tale om hvad målet for mit liv i første omgang var.

Kollektive og individuelle problemer er svære at løse når man fokuserer på andre ting end selve problemet.

  

Ruse 6: Fanget i rovdriften på indre og ydre natur

Den sjette ruse er kravet om konstant vækst. Vores aktuelle økonomiske system er konstrueret på en sådan måde, at vækst er en forudsætning. Vækst kan groft sagt kun opstå, hvis der kommer mere input eller hvis input bearbejdes mere effektivt, og begge ting gør sig gældende i dag både ude i naturen og inde i mennesket selv: I naturen er der en konstant søgen efter nye ressourcer og for at udnytte ressourcerne bedre. Hos mennesker ses væksten, ifølge forfatterne, ved at der i dag er et krav til, at man investerer sig selv, altid er på og konstant forsøger at optimere sig selv og sine chancer, da konkurrencen mellem folk er blevet mere hård og individualiseret. Rovdriften på naturen er et enormt problem. Du kender selv historierne om dyreracer der uddør, skove der fældes, oliestoffer der udvindes, marker der sprøjter etc. etc.

Vi kan ikke løse de kollektive problemer, hvis vi er ved at bukke under af et stigende arbejds- og selvrealiseringspres. Du kender selv historierne, men du gør ikke andet end at købe økologisk mælk. Du har ikke overskud til mere.

 

Ruse 7: Fanget i intetsigende forbrug

Næste ruse er en slags videreudbygning af de foregående. Tanken er, at vores ydre fremtoning er blevet stadig vigtigere for vores selvforståelse og vores muligheder. Derfor har vi en pligt til at gøre den bedre og smukkere og lykkedes det ikke, er det forbundet med skam. For at øge vores chancer for ydre anerkendelse, køber vi en bunke produkter som kan få os til at fremstå bedre. Det er en tendens, der er båret frem af en reklameindustri der, har været dygtige til ikke bare at fortælle hvad et produkt kan, men i stedet fortælle dig hvilken person du kunne blive.

Vi kan ikke løse de kollektive problemer, hvis vi ikke tør mødes med andre, førend vores ydre er tilstrækkeligt perfekt.

  

Ruse 8: Fanget af fossile brændstoffer

Vi forbruger for mange ting. De ting skal produceres og transporteres, og begge disse processer er afhængig af olie. Skal vi sige nej til olie skal vi sige nej til vores livsstil, og det er der ikke rigtigt nogle af os, der er opsatte på. Problemet er, at olie forurener af pokkersen til og, at mit forbrug ikke kun har påvirkning i mit lokalområde men via globaliseringen er blevet gjort, ja, globalt.

Vi kan ikke løse problemerne hvis vi skaber dem hurtigere end vi bearbejder dem

 

Ruse 9: Fanget i falsk optimisme og i en løgn over for vores børn

Den sidste ruse er end kending fra Rasmus Willigs forfatterskab: vores nærmest tvangsagtige forhold til optimismen – vi skal være glade og vi må ikke fokusere på problemerne. For Willig og Vetlesen er ikke sikre på at det kommer til at ende godt. Men de (vi) står i en meget svære balancegang: Der er problemer som skal løses. Det kræver aktiv handlen, men giver man indtryk af for meget håb kan folk blive passive, da det hele jo ordner sig. For lidt håb kan gøre det samme, for så er det alligevel lige meget.

Vi kan ikke løse problemerne, hvis vi ikke vil se dem i øjnene.

Kærlighed og vrede

Således lettere trist til mode er vi blevet viklet ind i alle ruserne. Der kunne sikkert være flere; rusen af manipulerede historier, rusen af algoritmer eller rusen af ignorance. Men de ni er med til at hamre pointen hjem med, at der er rigeligt af dårligdomme. Så hvad skal man så gøre ved det?  

Vi skal have fat i følelserne hos folk. Tal og fakta gør det ikke – vi har alle disse tal og har haft dem i lang tid. Der skal mobileres kærlighed til naturen og en vrede over, at den bliver smadret. Der skal mobiliseres en vrede og modstand mod systemer, der gør folk til kritikløse karrierejagende forbrugere. Og kogt helt ind til benet siger de, at en løsning er at man bliver vegetar, kollektivist og nationalist. Lad være med at spise kød, tag offentlig transport og deltag i kollektive beslutninger og forbrug så lokalt som muligt.

Det handler om egne handlinger og om at påvirke alle beslutningstagere, for der er nemlig ikke noget dem vi kan gøre oprør imod – det er faktisk det forbandede. Problemet er systemisk ville man sige på sociologisk. Det er dig og mig og os alle sammen, der bærer ved til bålet. Nogle er måske mere ’skyldige’ end andre – reklamefolk, politikere eller lobbyister, men selv de er del af the great game. Det er helt sikkert et fåtal, der står op om morgenen med det ene formål at gøre verden dårligere. Men det sker alligevel.

 

Den bevidste pessimisme

Bogen er et debatindlæg. Den er bevidst subjektiv og har med åbne øjne bevæget sig væk fra en videnskabelig og journalistisk tradition med at give alle synspunkter en fair dækning. Og der er helt klart nogle, der vil beskylde Willig og Vetlesen for at være med i koret af dommedagsprofeter, der bliver ved med at råde ’ulv!’.

En af dem er Harvard-professoren Steven Pinker, der i 2011 udgav bogen The Better Angels of Our Nature der analyserede graden af vold gennem tiderne. Konklusionen var klar: aldrig har verden været et mere sikkert sted for mennesket. I hans seneste bog – Enlightenment Now skulle konklusionen være den samme: Det har aldrig gået bedre: Vi har aldrig været rigere, mere trygge og levet længere end i dag. Gode nyheder, som Pinker dog mener at progressive frygtspredere hader. Vil man have mere optimisme kan man besøge Googles talk-side Zeitgeistminds og med professor Ian Goldin. Er man i stedet på jagt efter de mere depressive sider af miljøproblemet er DRs podcast-serie Sidste mand slukker lyset, et godt sted at starte.  

Pessimismen vs. Optimismen blev i efteråret 2015 brilliant sat op af seje Munk Debates - en debat med temaet Do Humankind’s best day lie ahead?. På ja-siden var Steven Pinker og journalist og erhvervsmand Matt Ridley overfor Malcolm Gladwell og min personlige helt Alain de Botton. Optimisterne vandt den efterfølgende afstemning. Debatten er udkommet som bog, og er anbefalelsesværdig.

Jeg tror, at Willig og Vetlesen vil sige at ulvene allerede er her, og at de som en anden rasende Fenrisulv er i gang med vokse sig større og stærkere med eksponentiel hast. Og tænk hvis der bare er en lille smule rigtigt i deres triste analyse – vil det så ikke være en smart ide at tale med vores elever om det og sammen tale om mulige løsninger.

 

Hvad skal vi svare?

Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig

Hans Reitzels Forlag

Kr. 250




Edmund Burke – konservatismens profet (en anmeldelse)

Edmund Burke – konservatismens profet (en anmeldelse)

Undervisningens 10 komponenter: #5 - Inddrag

Undervisningens 10 komponenter: #5 - Inddrag