Gert J. J. Biesta skriver, at uddannelse altid involverer en risiko, fordi der grundlæggende er tale om en menneskelig interaktion og overførsel af kommunikation - i sine mange former - fra underviseren til de studerende og de studerende imellem. Biesta forklarer, at risikoen eksisterer:

fordi uddannelse (...) ikke handler om at fylde en spand, men om at tænde et bål. Risikoen eksisterer, fordi uddanelse ikke er en interaktion mellem robotter, men mellem mennesker. Risikoen eksisterer, fordi elever ikke skal betragtes som objekter, der skal formes og disciplineres, men som handlende og ansvarlige subjekter
— Gert J. J. Biesta. Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik. Forlaget Klim 2013, s.15.

At byde det uvelkomne velkommen

Uddannelse skal ikke altid kontrolleres men forbindes med åbenhed, risici og sprækker. Undervisning er, ifølge Biesta, noget der kommer udefra og "bringer noget radikalt nyt med sig" (Gert J. J. Biesta i 'Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik' s. 78.).  Læreren bliver således mere end en medlærer eller facilitator af elevernes læring. Læreren skal tilføje noget til undervisningssituationen, der ikke var til stede i forvejen. 

Lærere skal ikke afholde sig fra at stille "vanskelige spørgsmål og præsentere eleverne for ubekvemme sandheder" og skal tage udgangspunkt i "distinktionen mellem, hvad der ønskes og hvad der er ønskværdigt, hvor de således udforsker, hvad der bør have autoritet i vores liv" (Gert J. J. Biesta i 'Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik' s. 85). Hermed bør vi som undervisere indtænke elementer af kaos, svaghed og stole på vores dømmekraft. Vi kan tænke undervisning som et pendul mellem polerne: kontrol og kaos, nærhed og fjernhed.

 

Forstyrrelsens pædagogik

Undervisning bliver dermed en praktisk opgave med fokus på overskridelse. Thomas Ziehes beskrivelse af læreren som en turistguide der guider eleverne i fremmede verdner, bør derfor suppleres med provokatøren. Samtidig skal vi huske hele tiden at lære fra eksempler. Der er meget at lære af at studere andres virtuositet. Man lærer af dem, der "eksemplificerer selve det, man så at sige selv efterstræber" (Gert J. J. Biesta i 'Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik' s. 182). 

Man kan f.eks. observere elle tale med andre undervisere om, hvorfor de gjorde som de gjorde. Iagttagelse er et værdifuldt og inspirerende værktøj. Man behøver ikke altid at søge efter, hvordan andre undervisere gør det 'bedre' end én selv. At iagttage hvordan nogle griber det 'anderledes' an end én selv, er mindst ligeså vigtig og kan være en kilde til mere levende undervisningsformer.

Her du nogle erfaringer med forstyrrelsens pædagogik? Bidrag meget gerne i kommentarfeltet herunder.

 

Yderligere inspiration

Gert J. J. Biesta (2013): Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik. Forlaget Klim.

Interview med Thomas Ziehe i Information: "Lærere skal tage magten tilbage", d. 21. marts 2006.

Comment