Vi du være med?
 

Vi vil meget gerne høre på andre end os selv, så gæsteindlæg er meget velkomne.

Skriv til jeppe@lektionen.dk

Ud af benlåsen

Ud af benlåsen

I og med at OK18-forhandlinger er gået i hårdknude, og en storkonflikt truer i horisonten, giver det lejlighed til at kigge nærmere på hvordan forhandlingerne foregår når det offentlige arbejde fastlægges og om hvorvidt magtbalancen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere skal gentænkes. Dette indlæg ser på om to bøger kan gøre os klogere på forhandlingens dynamik og måske anvise veje til fremtidige magtfordelinger. En anvendt anmeldelse af Søren og Mette i Benlås samt Tæm eliten.

Af Søren Lindgreen

Da regeringen LLR-III blev præsenteret i 2017, blev jeg som innovationsunderviser og udviklingsentusiast i første omgang begejstret, da jeg så, at vi nu havde fået en minister for offentlig innovation. Super. Nu skulle vi give den gas med offentlig innovation. ”Endelig” tænkte jeg, ”har man fået øjnene op for det fornuftige i at fremtidssikre sit land, ved hårdt at både øge midlerne til offentlig forskning og uddannelse og til at sætte forskningen fri fra krav om fakturaer som slutmål”. Som professor Mariana Mazzucato overbevisende har dokumenteret, så stammer hovedparten af de opfindelser vi bruger i dag fra offentlige, eller offentligt støttede, forskningsprojekter. Regeringen havde nået frem til samme konklusion, tænkte jeg. Jeg blev dog noget skuffet. For det viste sig at det mere handlede om disruption end om innovation. Måneprojekterne er endnu ikke blevet annonceret, i stedet blev der talt om besparelser og effektivisering. Det er for så vidt ok – det er bare nemmere at få sine ansatte med, hvis man går forrest med inspirerende visioner. Ellers ender det med at man pisker folk fremad, fremfor at få dem til selv at trække i den ønskede retning. Det samme gør sig desværre gældende i de aktuelle OK-forhandlinger.

Fastlåste forhandlinger

Den 1. april udløber den nuværende overenskomst mellem offentlige arbejdsgivere og arbejdstagere. Hvis der ikke er indgået en ny (OK18) inden da, vil vi havne i konflikt – sikkert i form af både strejker og lockout. Altså i en situation, hvor vi ikke må undervise vores elever i en ikke-nærmere-bestemt periode. Nu er Danmark jo et utroligt velordnet land, så selv konflikter skal aftales, og hvis en konflikt skal være lovlig skal den varsles i ordentlig tid. Varslen er indgivet, og hvis der ikke findes en løsning inden, er der konflikt 4. april.

Det er dog langt fra sikkert, at det rent faktisk ender med konflikt. Partnerne mødes i forligsinstitutionen, og hvis forligsmand Mette Christensen vurderer, at der er grundlag for fremskridt i forhandlingerne kan hun udskyde en eventuel konflikt to uger. Det kan hun gøre to gange, således at konflikten først kommer ultimo april. Vurderes det, at parterne ikke kan opnå enighed vil Christensen overtage forhandlingerne. Alle siger, at de håber på at kunne indgå et forlig.

Det virker dog til, at de faglige organisationer har blod på tanden i forhold til en kommende konflikt, men det er uklart hvor meget det kan vinde ved den. KL siger, at de ikke vil starte en konflikt, men at de vil svare igen med landdækkende lockout, hvis der bliver varslet strejker. Danske Regioner håber stadig på dialog. Fra regeringens side er man ikke interesseret konflikt, da et valg skal være skudt i gang om senest et år. Løkke vil ikke lægge ud med at være uvenner med 750.000 vælgere. Så vil han hellere tale om parallelsamfund. Så mon ikke han vil gøre meget for at tale KL og Danske Regioner fra at eskalere konflikten.

Der er altså 4-8 uger at forhandle i, og der er brug for al den tid, hvis ikke forliget skal blive sjusket. Det skyldes, at detail-forhandlinger inden for de mange faglige organisationer ikke rigtigt er gået i gang endnu, da man ikke er har opnået enighed om tre væsentlige punkter: 1) lærernes arbejdstid, 2) betalt frokost og 3) lønstigninger. Lønmodtagerorganisationerne havde lavet en aftale om, at man ikke vil forhandle lokalt, førend de tre punkter er på plads. Man ville ikke ende i en situation som OK13 hvor lærerene og Anders Bondo blev efterladt af de andre.

Hvordan er vi kommet så vidt?

Frygten for en gentagelse

Det er musketereden der har forsinket forhandlingerne, og grunden til eden er som nævnt forløbet omkring OK13. Et godt sted at gå hen, for at forstå hvad det er, som man er bange for, er bogen Søren og Mette i benlås skrevet af historiker og journalist Anders-Peter Mathiasen.

Bogen blev udgivet i efteråret 2017 på Politikens Forlag og er delvist betalt af Danmarks Lærerforening. Lærerforeningen ønskede en dybdegravende fortælling om forløbet i forbindelse med OK13, da de mente, at der var tale om aftalt spil mellem Regeringen, Moderniseringsstyrelsen og KL. Mathiasen lægger både dette ønske og finansieringen tydeligt frem i bogens prolog. Der er dog ikke noget der tyder på, at Lærerforeningen har ført pennen. Bogen er rig på referater fra møder og artikler og citater fra centrale personer, og man sidder tilbage med den helt klare opfattelse, at der rent faktisk var tale om aftalt spil.

En opskrift på hård magt

Bogens konklusion er så cirka denne: Som led i en nyere tendens for øget central måling og styring – og en stigende magt til Finansministeriet - har man fra dette ministeries side et ønske om at lægge arm med de stærke fagforeninger for på den måde bedre at kunne kontrollere tid, arbejdsformer og økonomi.

I forbindelse med planlægningen af OK13 nedsætter Finansministeriet under Bjarne Corydon en diskret arbejdsgruppe der skal lægge strategien for de kommende forhandlinger. Arbejdsgruppen er sammensat af ansatte fra Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening. Gruppen fik eget sekretariat og blev en selvstændig myndighed hvilket bekvemt betyder, at interne arbejdspapirer (som ellers skulle gå mellem ministerierne) nu ikke var underlagt krav om offentlighed. 9. december 2011 underskriver Corydon gruppens kommissorium der lyder; ”Arbejdsgruppens kortlægning og vurdering af overenskomster og relevante dele af lovgivningen skal føre til en række konkrete anbefalinger til, hvordan folkeskole- og gymnasielærernes undervisningstid kan øges ved ændringer i overenskomster og lovgivningen.” Opgaven blev godkendt af S-R-SF-regeringens økonomiudvalg i starten af 2012.

Essensen af gruppens anbefalinger var, at man fra arbejdsgivers side ikke skulle forhandle i forhandlingerne. KL skulle ikke give sig på nogen måde. Man skulle ved trusler få modparten (Danmarks Lærerforening) til at give efter. Hvis det ikke virkede skulle man tømme deres strejkekasse ved at gennemføre en lockout, og hvis det heller ikke virkede, skulle man bestemme rammerne (som man før opnåede enighed om via overenskomster) ved lovindgreb. De to sidste dele lykkedes, og konflikten blev løst via Lov 409. Som Mathiasen skriver ”Staten havde aldrig brugt lockoutvåbnet offensivt i en arbejdskamp og plejede ikke at konflikte mod egne borgere. Det havde Finansministeriet åbenlyst tænkt sig at gøre nu.” Altså et brud med den danske model.

I den nedsatte arbejdsgruppe var man klar over, at vigtige dele af forhandlinger foregår uden for forhandlingslokalet – bl.a. i medierne. Det handler om at få den offentlige holdning på sin side. Derfor iværksatte man kampagner med det formål, at sætte lærerne i dårligt lys. KL lader forstå, at de er dovne og forvente. I moderne virksomhedsledelse har man for længst fundet ud af, at det ikke er måden at skabe engagement og kvalitet på.

En fortælling om centralisering

Søren og Mette i Benlås giver et detaljeret indblik i forhandlingerne omkring OK13, men kan også læses som en fortælling om landets ledelse de seneste 25 år. Bogen lægger ud med en fortælling om centraliseringen af de politiske beslutningsprocesser. En historie om hvordan indførelsen af New Public Management, og det fokus på måling som følger med, fundamentalt ændrede mange offentlige arbejdspladser. Ifølge Mathiasen er denne målingslogik i vid udstrækning blevet båret frem af en rationaliseringstanke som især får form og farve i konsulenthuset McKinsey (statens go to guy når der skal effektiviseres). Tanken er, at man altid kan effektivisere yderligere. Effektiviseringstanken er en moderne version af fordismen, hvor det samlede arbejde bliver delt op i mindre enheder / opgaver. Når man har identificeret arbejdets delelementer, kan man så forsøge at gøre dem mere effektive. Den lovede gevinst er bedre arbejde til færre penge – og hvem er ikke interesseret i det? Kan man effektivisere og spare i år 1, kan det vel også ske i år 2. Sig goddag til kravet om kontinuerlige årlige besparelser.

Det virker muligvis fint, når man skal samle en bil. Det virker ikke lige så godt, når det handler om, at hele levende mennesker skal tage ansvar for andre mennesker. Her er det de ikke-målbare ting som opmærksomhed, anerkendelse, fordybelse og engagement som er de drivende kræfter. Hvis disse ting bliver presset væk pga. ønske om effektivisering og levering af det målbare, kan arbejdsglæde og kvalitet forsvinde. For mange lærere betød det, at arbejdet langsomt gik fra at være et kald til et arbejde. Man kunne næsten tro at NPR-tankegangen er en naturlov, men verden klarede sig egentligt fint før måleapparaterne kom på banen (…og nej det betyder ikke, at så skal alle bare have lov til at gøre hvad de vil, og alle økonomiske poster altid skal stige).

Det egentligt forbløffende ved hele denne fortælling er, at det er meget svært at finde bad guys. For det virker som om, at alle implicerede ønsker at skabe bedre rammer, men hvor vi alligevel er i en situation hvor 750.000 offentligt ansatte mener, at forholdene nu er ved at blive så dårlige, at de trækker strejkevåbnet.

En moderne klassekamp

Lige nu står vi i en situation, der minder om en gentagelse af OK13: Hårde forhandlinger, krav om effektivisering og mangel på fælles visioner. Det bliver spændende at se, om de faglige organisationer bliver ved med at stå sammen, eller om det lykkedes de offentlige arbejdsgivere at forhandle individuelt, og derved måske være bedre til at gå hårdt mod de mest besværlige. Det er i øvrigt tankevækkende, at det er samme model Moderniseringsstyrelsen ønsker at indføre lokalt på de enkelte skoler: Hver enkelt ansatte skal forhandle løn (og måske vilkår) med sin leder.

Det minder om en klassekamp, vi måske troede var fortid. Hvad vi lærte af klassekampene omkring forrige århundredeskifte var, at de kun var virkningsfulde, hvis de blev udført kollektivt. Man opnår kun indflydelse på sit arbejde og sin hverdag, hvis man insisterer på det. Hvis man bliver løbet over ende af lovindgreb eller bliver tiet ihjel, løber modstanden ud i sandet. Den aktuelle konflikt er et udtryk for et af de store senmoderne problemer: Hvordan løser vi kollektive problemer i en individualiseret tid? Det er svært at stå sammen, hvis folk ikke gider eller tør.

Et moderne kampskrift i denne klassekamp finder man i Tæm eliten af Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard – alle tre forskere på CBS. Bogens fokus er ikke konflikterne i forbindelse med offentlige overenskomster, men mere generelt en opskrift til hvordan man som borgere kan få større indflydelse og derved gøre noget ved de magtkoncentrationer man ser i politik og erhvervslivet.

Bogens pointe er med egne ord at ”Det danske demokrati er ikke så demokratisk, som vi går og tror, fordi en lille magtelite bestemmer uforholdsmæssigt meget, både i den offentlige og private sektor, hvilket ofte fører til dårlige beslutninger. Det er et problem, som ikke kan løses ved blot vælge nogle mere ”folkelige” politikere, men derimod kun at reformere det politiske system sådan, at borgerne får mere indflydelse. Vi foreslår, at disse reformer tager udgangspunkt i en udvidelse af det borgerlige ombuds princip, konkret gennem indførelsen af et andetkammer, Borgertinget, med tilfældigt udvalgte medlemmer, samt at en ny lov om borgervalgte samfundsrepræsentanter i alle store danske virksomheder.”

Tæm eliten er en forlængelse af forfatternes tidligere bogen Magteliten, hvor Danmarks mest magtfulde mennesker forsøges kortlagt. Bogen er bygget op af fire dele: 1) en beskrivelse af magtkoncentrationen i Danmark. 2) en diskussion af hvorvidt at det er et demokratisk problem. 3) en historisk gennemgang af hvordan man tidligere har givet befolkninger mere magt og endeligt 4) to konkrete forslag til hvordan man i Danmark kunne styrke borgernes mulighed for konkret indflydelse på politik og virksomhedsdrift. Lad os se på de forskellige dele:

Del 1: Osteklokken og den alternative virkelighed

Bogens første del er en opridsning af, hvad forfatterne mener er det grundlæggende problem; nemlig at for få mennesker har for meget magt og at det skaber et demokratisk problem. Forfatterne bygger videre på konklusionerne fra Magteliten og viderefører konklusionerne om at relativt få har relativt meget magt. Det har en tendens til at føre til et ret lukket økosystem, hvor folk skifter ledende stillinger i det offentlige ud med stillinger i det private og den anden vej. Det medfører, ifølge forfatterne, en form fælles forståelse i toppen af det danske samfund om hvordan man bedst leder samfundet. Forfatterne kalder denne tankegang for osteklokkerealisme. Begrebet er inspireret af C. Wright Mills underholdende begreb crackpot realism. En beskrivelse af at generalerne i 1950’ernes USA skabte deres egen paranoide virkelighed. I den danske version af crackpot realism – osteklokken - er der enighed om, at hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence, så skal så mange som muligt af de statslige aktiviteter sælges eller konkurrenceudsættes og resten skal konstant effektiviseres. ”Den danske version af crackpot realism indebærer, at løsningen på snart sagt alle udfordringer er benchmarking, resultat- og udviklingskontrakter, udbud af offentlige opgaver og flere styringsværktøjer” (s. 44). En version af Konkurrencestaten i samspil med det (ret så) uregulerede marked. At folkene i toppen regner sig selv for at være dem der ved bedst, er tydelig. Bogens fortælling bryder med en grundlæggende fortælling som mange har om, at Danmark er et egalitært land. Tæm eliten er rig på eksempler på hvordan folk i toppen af samfundet er forbundet, og så er der så mange tragikomiske eksempler på frasalg af offentlige virksomheder. Det mest bizarre er historien om salget af Statens Seruminstitut. En historie der i uforståelighed langt overgår ellers farverige historier om DONG, TDC og PostDanmark.

Forfatterne er nok for sortsynet og glemmer, at mange dagligdags beslutninger i den offentlige sektor er meget langt fra McKinseys modus operandi. På mange skoler, i institutioner, på hospitaler, i politiet og så videre er der heldigvis et praktisk dagligdags fokus på at gøre hverdagen bedre for landets borgere. Det glemmer forfatterne at fortælle, men det gør ikke kapitlet mindre underholdende.

Del 2: Man kan være demokratisk på mange forskellige måder

Demokrati er et plusord. Men hvad er det egentligt? Spørger man folk i gågaden, vil de fleste kunne sige at det er et folkestyre. Men hvem der er folket, hvad folket skal bestemme og hvordan de skal gøre det – det er ting hvor der ikke findes enighed. Bogens andet afsnit en gennemgang af fem forskellige tilgange til demokratiet. Demokratiopfattelserne er kort fortalt:

1)    Anti-demokraten: Demokratiet er en svøbe. Den stærke mand skal bestemme. Ses i mindre sekteriske grupper.

2)    Elite-demokraten: Folkevalgte eliter skal bestemme da de ved bedst, og da de gør det på en professionel måde. Folket skal deltage i forbindelse med valg. Tankegangen er en version af Alf Ross’ tanker om konkurrencedemokratiet. Ses i de gamle partier og til dels LA.

3)    Folkedemokraten: ’Folket’ skal bestemme. Det sker igennem politikere eller partier der siger, at de taler på folkets vegne og at de er imod de etablerede eliter. Ses i DF, SF, EL og dele af Alternativet. Et mindre pænt ord er populisme.

4)    Organisationsdemokraten: Forståelsen der ligger dybt i den danske kultur: Der er stærke foreningerne og interesseorganisationer, som arbejder for hvert deres område. Inden for hver af disse organisationer er der en bestemt beslutningskultur og en enighed om at man taler sig til rette, men at det typisk er de samme få som taler længst tid og derved bliver de bestemmende. Disse organisationer fungerer parallelt med de politiske niveauer, og til sammen danner rammen for den danske model. Ses i baglandet i de gamle partier.

5)    Ildsjælsdemokraten: Græsrodsdemokrater der ofte er meget passioneret omkring enkelte sager. Flad organisation, der kræver meget af de drivende kræfter. Ses i EL og Alternativet.

Forfatternes pointe er, at alle opfattelser er tilstede i den samfundsmæssige debat, og at de alle ser sig selv som sande demokrater. Heri kan der opstå konflikt.

Elitedemokraterne er den form der, ifølge forfatterne, er tydeligst på Christiansborg. Måske er de fleste folketingsmedlemmer startet som folke-, organisations- eller ildsjælsdemokrater, men den politiske virkelighed på Christiansborg på Slotsholmen udøver en gravitationsagtig kraft imod mere magt. Partierne bliver mere topstyret, kommunikationen mere professionel og båndene til toppen af organisations- og erhvervslivet knyttes stadig tættere. Og på den måde bliver osteklokkerationaliteten langsomt dominerende. Elitedemokraten kan ende med at foretrække eliten frem for demokratiet.

Mange folke- og ildsjælsdemokrater vil dog nok mene, at elite- og organisationsdemokrater minder ret meget om hinanden. Der er nemlig en fare for at toppen af organisationerne vil opføre sig som eliterne og langsomt blive som venner. Det skyldes, at det er mere effektivt med en moderne (læs topstyret og professionel) ledelsesform, og der sker der det, som den tyske sociolog Robert Michels kaldte for oligakiets jernlov: Internt i organisationerne vil der ske en form for elitesport, hvor de mest konkurrencevillige (og de som er bedst til lange møder) vil vinde. På samme tid er det ikke karrierefremmende i organisationen at gå imod ledelsen, hvorfor deres tankegang bliver den dominerende.

I forbindelse med OK18 er det tydeligt, at det er Elitedemokraterne og Organisationsdemokraterne der krydser klinger. Eliten er altid magtfuld (da den er forbundet med eliten i alle betydningsfulde organisationer). Organisationsdemokraten er kun så stærk som dens baglands aktive handlen gør dem. Som forfatterne skriver: ”Organisationsdemokratens demokratiopfattelse beror nemlig på, at borgeren kender sine værdier og interesser. Borgeren skal gøre disse gældende i de organisationer, der eksisterer, og hvis de ikke finder opbakning her, skabe nye organisationer, der afspejler deres værdier, sådan at de kan blive repræsenteret. Det betyder, at hvis man ikke er indstillet på at organisere sig, vil man stå svagt og er dømt til at blive ignoreret.”

De næste 4-8 uger vil afgøre hvem der er stærkest i denne omgang. Hvis borgere ønskes at blive hørt, er det vigtigt at tænde sin indre ildsjæl, så man kan holde sine organisationsrepræsentanter til, ja, ilden.

Del 3: Borgerdemokraten

Sidst i bogens andet afsnit anviser forfatterne en 6. demokratiopfattelse – nemlig borgerdemokraten. Og det er den tankegang de udfolder i tredje del af Tæm eliten. Grundtanken i ideen om borgerdemokratiet er, som de skriver i bogen, at alle offentlige institutioner ikke bare til for borgerne, men faktisk er borgernes – at de skal kunne kontrollere dem. Borgerne skal ikke bare kunne kontrollere institutionerne, de har en pligt til at være med i de konkrete beslutninger. Alle skal ville tage del af et borgerligt ombud. For at det skal kunne lade sig gøre, skal strukturerne i samfundet tillade det – det er hvad bogens sidste del anviser veje til. Men først lidt mere om tanken om borgerdemokraten.

Forfatterne har tre inspirationskilder til borgerdemokraten.

1)    Elitesociologien: En kritisk analyse af hvordan eliten er i stand til at beholde sin magt. Det er et område som især er blevet kendt med Pierre Bourdieu. Man skal være kritisk indstillet over for magt som umiddelbart føles som naturlig.

2)    Republikanismen: Da Lincoln i sin tale ved Gettysburg i 1863 forsvarede en regeringen ’af folket, ved folket og for folket’ indrammede han, ifølge forfatterne, den republikanske tankegang. Den er bygget op om tre principper; Borgerret (alle borgere har rettigheder), Borgerdyd (alle borgere har pligter) og borgernes stat (loven skal indrettes sådan, at staten eksisterer for borgerens skyld, og ikke omvendt).

3)    Samtaledemokrati: Et deltagelsesdemokrati a la Hal Koch – en teoretiker som forfatter værdsætter højt. De videregiver essensen af Kochs tanker - som flugter med deres tanker om borgerdemokratiet: Demokrati kræver respekt for visse spilleregler. Denne dialog og kompromisvillighed er ikke naturgivet, men et kulturprodukt. Den demokratiske samtale må leves af så mange borgere som muligt, og i så mange sammenhænge som muligt. Ellers visner demokratiet som livsform, hvilket åbner op for folke-, elite eller anti-demokratiske tendenser (som forfatterne ikke kan lide). Man kan mene, at denne åbne samtale har trange kår i de aktuelle overenskomstforhandlinger (for ikke at nævne forholdene på den anden side af Atlanten). De mener dog, at Koch var for idealistisk (nogle gange kan man bare ikke nå at tale sig frem til enighed), hvorfor det er nødvendigt med de mere kontante tiltag fra elitesociologien og republikanismen.

Så tager man udgangspunkt i elitekritikken, husker at staten er borgernes og insisterer på at møde sine politiske modstandere på en konstruktiv facon, så har man borgerdemokraten.

Det borgerlige ombud

Som nævnt, er det svært at gøre sin demokratiske pligt – man kommer som borger simpelthen ikke tæt nok på beslutningsprocesserne. Det skal der laves om på. Derfor foreslår de tre forfattere, at der indføres to store ændringer i det danske samfund. Det ene er indførelse af et Borgerting: et andetkammer i Folketinget hvor tilfældigt udvalgte borgere skal kunne være medlovgivere. Det andet er borgerrepræsentanter i større virksomheders beslutninger. Forslagene er dejligt konkrete, hvilket selvfølgelig gør dem sårbare for kritik. Men det er rart, når der kommer konkrete forslag på bordet, så har vi andre noget at forholde os til. Det vil jeg ikke gå mere ind på forslagene her, men kan bl.a. referere til denne artikel af forfatterne selv.

Man kan sagtens kritisere Tæm eliten for at være for idealistisk - som fx Henrik Dahl gør i sin anmeldelse. Dahls væsentligste indvending er at der ikke findes én elite, men mange eliter med forskellige sammensætninger og forskellige målsætninger. Men her læser Dahl dog nok Tæm eliten, som Fanden læser bibelen. Det er ikke Illuminati de tre forfattere beskriver (selv om bogens beskrivelse VL3-gruppen klart kan være guf for fans af Robert Langdon), men mere det forhold, at få mennesker bestemmer over mange, og at de få bliver færre og tænker mere og mere ens. Forfatterne ville ikke fjerne eliten, hvilket jo også ville være både dumt umuligt, men derimod ’blot’ tæmme den. Som en ’hvad-nu-hvis-vi-prøver-noget-helt-nyt-tankeeksperiment’ er bogen glimrende. Den er en påmindelse om at den klassiske erkendelse af, at demokratiske samtale er nødvendig. Forfatternes pointe er, at det ikke er nok at ønske sig at samtalen finde sted. Det er nødvendigt at foretage strukturelle ændringer der formaliserer denne samtale.

De fremtidige overenskomster

Der er et paradoks i, at vi er mange der føler, at noget burde gøres – og at det ville gøres bedst, hvis vi gør det sammen - men at vi ikke orker at gøre det. Enten fordi vi er dovne, bange for konsekvenserne eller ikke ved hvordan.

Vi skal finde ud hvordan borgere og ansatte kan få mere magt til at iscenesætte ændringer. Og så skal vi alle sammen – både arbejdsgiver og arbejdstager – tale om visionerne for de fremtidige rammer af den offentlige sektor. Vi skal turde drømme (grundstoffet i al innovation). Der skal være en grundlæggende historie vi kan samles om (det vi altid gjort og det har vi stadig brug for) og der skal være nogle strukturelle rammer der skal hjælpe med at facilitere forandringen. Vi tror ikke på Gud, den moderne fortælling om evigt fremskridt er flosset i kanten og reklamernes budskab om lykke via forbrug trækker os væk fra hinanden.

Hvordan får vi så skabt en fælles fortælling? Det gør man ved at erkende, at samfundet er vores fælles ansvar og vi alle har en pligt til at finde på gode fælles løsninger. Et godt sted at starte er at tale sammen. Først kollega til kollega. Så mellem og grupper og skoler.

Det er ikke nok at være organiseret - begge parter var organiserede. De kunne / ville bare ikke tale med hinanden. For os i skolen handler det om, at vi skal skabe en kultur for konstruktiv samtale på mange plan:

•    Mellem elever

•    Mellem elever og lærere

•    Mellem lærere 

•    Mellem lærere og ledelse

•    Mellem skoler

•    Mellem skoler og det omgivende samfund

Og så er det en påmindelse om vigtigheden af faglighed, ånd, sikkerhed og økonomi går hånd i hånd i beslutningerne.

Søren og Mette i benlås
Politikens Forlag
Kr. 250

Tæm eliten
Informations Forlag
Kr. 270

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inspirerende historier søges

Inspirerende historier søges

Dannelse på dagsordenen

Dannelse på dagsordenen