Hurra for skoleuniformen – eller tanker om værdier og fællesskab
Af Søren Lindgreen
Den anden dag gik jeg forbi mine børns nye skole lige som der var frikvarter, og overhørte tre børn diskutere. En af dem opførte sig bisset – et eller andet med at vælte noget de andre havde bygget. De to andre børn blev naturligvis vrede, og bad bissen om at lade være. Præcis som det sker alle steder til alle tider. Hvad der fik mig til at lytte efter, var de to børns argumentation. Det var ikke ”vi siger det” eller ”stop eller vi banker dig gul og blå”. I stedet henviste de til et sæt vedtagne værdier, så argumentet var; that’s not the Albert Park Way to behave. De var enige om, at en grænse var overskredet.
Jeg er for tiden bosat syv måneder i Melbourne, da min hustru i forbindelse med sin ph.d.-forskning samarbejder med en australsk forskningsenhed. Jeg kan undervise online, og har valgt at gøre det på deltid (tak til teknologien). Den resterende tid bruger jeg på at dykke lidt ned i min interesse for teknologi og undervisning og lære Melbourne at kende og på ikke at have travlt.
Vores børn går i den lokale folkeskole; Albert Park Primary School. Den ældste gik i 1. klasse i Danmark, og er begyndt i Grade 2. Den yngste er begyndt i Prep eller 0. klassen. Ingen af dem kunne engelsk inden vi ankom, men begynder så småt at forstå hvad lærere og klassekammerater siger til dem.
Folkeskolen i Australien er, naturligvis, anderledes end den danske. På flere områder bedre. At her er varmt, at folk er rare og at der er palmer ved skolen gør sikkert noget til min positive indstilling til systemet, men jeg mener alligevel, at der er mindst tre ting vi kunne lære af Australien:
- Strammere disciplin i skolen
- Større grad af forældreinvolvering
- Stærkere identitet til skolen
Venlig men bestemt
Skoledagen begynder kl. 9.00 sharp. Kl. 8.50 er de fleste klar i skolegården, og hver klasse danner en række af ungernes skoletasker, så de er klar til at blive hentet af lærerne. Kl. 8.56 kommer der musik i højtalerne og kl. 9.00 bliver eleverne kaldt ind fra deres rækker i skolegården. Er man for sent på den, skal man forbi kontoret og udfylde en late notice. Også hvis man kommer kl. 9.01.
Ud over den første uge i 0-klasse er forældre ikke velkomne i klassen – i klassen skal lærerne have plads og ro til at undervise. I klassen er der én stemme ad gangen, og uro accepteres ikke. Det er en omvæltning, men vores datter er ikke i tvivl – hun foretrækker ubetinget den australske model. At undervisningen er en smule mere disciplineret - fx at elever bliver ringet hjem hvis de ikke er læringsparate - bliver fint beskrevet i Berlingske af Tune Hein, hvis børn går på naboskolen.
Mere synlige forældre
Man kan groft sagt sige, at den australske velfærdsmodel befinder sig midt mellem den danske og den amerikanske. Skolegang er gratis, og alt basismateriale bliver udleveret af skolen, men skolen er afhængig af hjælp fra forældrene. Derfor er der ofte (flere gange om dagen) hjælp fra forældre i klassen. Det kan være fx være hjælp til læsning, så der er flere voksne til at høre en enkelte børn læse. Noget som lærerne er taknemmelige for. Forældreinvolveringen handler om, hvordan forældrene kan hjælpe skolen, ikke hvordan skolen skal stå til rådighed for forældrene.
Der er en lang række muligheder for at støtte skolen ved donationer. Det er ikke obligatorisk – men alle gør det. Ved den årlige skolefest hjælper forældre til, donerer ting og kager til boder og køber så selv tingene efterfølgende. Alt overskud går til forbedring af skolegården, indkøb af IT-udstyr, ture etc. At denne model kan lægge pres på familier med en presset hverdag og/eller økonomi er en selvstændig problemstilling, der kan nuanceres i en anden sammenhæng. Men det betyder, at vi forældrene får en stærkere tilknytning til skolen og hinanden. Og det er vi som tilflyttere glade for.
Stærkere identitet
Den tydeligste forskel er imidlertid skoleuniformen og skolens insisteren på at banke deres værdier ind i børnene. Skolen har fem værdier, som ikke er meget unikke, men virkningsfulde: Be kind and fair, Act Safely, One Voice at a Time, Respects Everyone’s Rights og Keep Trying. Til sammen udgør de the Albert Park Way. De fem værdier står ikke blot på skolens hjemmeside, men praktiseres hver dag i og udenfor klassen.
Og så er der skoleuniformen, som er obligatorisk. Og det er helt fantastisk! Den fjerner alle diskussioner om hvad der er det smarte – både hjemme og i skolegården – og når vi går rundt i kvarteret og ser børn med ’vores’ uniform, føler vi en tilknytning til dem. Uniformen er simpelthen med til at styrke tilhørsforholdet til skolen og lokalområdet.
Til hver skolesamling starter de med at anerkende at landet en gang tilhørte de aboriginalske folkefærd, hvorefter de synger nationalsangen og repeterer skolens værdier, inden eleverne fortæller om forskellige clubs og projekter. En fin blanding af fortid og nutid. Lyder det gammeldags? Måske men det virker, og gør at alle skolens mange grupper (nationale, religiøse og socioøkonomiske) er samlet om nogle fælles værdier. I skolen er vi ens – når vi kommer hjem kan vi tro og mene som vi vil.
Hvad så med den danske gymnasieskole?
Hvad kan man så bruge dette til i forhold til den danske gymnasieskole?
Strammere disciplin er noget at stræbe efter. Disciplinen fremhæver fællesskabet og ikke individet. Man kommer ikke for sent, da det forstyrrer de andre. Man larmer ikke i timerne, da det forstyrrer de andre. Vi skal på hver vores skole gør dette klart, og etablere sanktionsmuligheder for brud.
Jeg er ikke sikker på, at forældre skal være en del af undervisningen i gymnasiet, men i folkeskolen kunne det være en mulighed. Men det kunne være interessant at afprøve en model, hvor forældre inviterer klasser med på deres arbejde, eller kommer på besøg og perspektiverer undervisningen med eksempler fra arbejdslivet.
Vi skal på hver vores skole skabe en tydeligere identitet. Vi skal finde vores værdier og lade dem gennemsyre skolen. Her begynder det at blive en smule langhåret: I gamle dage søgte man mening i religionen. Da man dræbte Gud og indsatte oplysning og individualisme i hans (hendes?) sted, forsøgte man at finde mening og fællesskab i kulturen og nationen. Det virkede fint noget tid. Lidt rodet, men folk fandt en slags mening. Det er i stigende grad svært at opretholde nationen som samlende fællesskab. I dag finder flere folk mening hver for sig eller sammen med deres coach eller deres virksomheds HR-afdeling (for bare lige at generalisere en smule). Skolen kan være et sted man kan skabe fællesskaber – især hvis skolen gør noget ud af at videregive deres værdier. Og hvad med skoleuniformen? Lad os da bare indføre den med det samme.
