Tak for motivationen, Mr. Trump

GÆSTEBLOG af Tina Juul Møller · Om hvordan chokket over Donald Trumps indtog på den politiske scene har skærpet min bevidsthed om værdier og sat turbo på min motivation som underviser. Måske har du også lyst til at få snablen ned i den trylledrik?

Som mange andre var jeg lamslået over udfaldet af det amerikanske præsidentvalg 8. november, 2016. Den 70-årige reality-milliardær med osterejetoupéen gjorde mig decideret angst. Og deprimeret. De værdier han svinger rundt mellem ligger så uendelig langt fra alt, hvad jeg tror på, og hans splinternye magt så stor, at tanken om ham som præsident i USA ikke alene føles som en hån mod mine kerneværdier, men også som en reel trussel. Og det faktum, at næsten 63 millioner mennesker kunne finde på at stemme på ham, rokkede også ved min ellers ret robuste tiltro til demokratiet. 

Men nu har jeg sundet mig.

Jeg er stadig ikke begejstret over udsigterne til, at Mr. Tweet med al sandsynlighed får lov at ruske rundt med vores klode de næste fire år. Overhovedet ikke. Men jeg har fået øje på en silver lining, nemlig, at jeg er så heldig at have et job, hvor jeg bliver betalt for at bekæmpe alt hvad han står for. Dagligt. Hurra.

Nu tænker den gode akademiker nok som det første: man må da ikke promovere sine egne politiske værdier i undervisningen. Underviseren bør være neutral og objektiv. Og jeg kunne ikke være mere enig. Vi bør bestræbe os på at skabe et neutralt rum, hvor fagenes viden, færdigheder og metoder er i højsædet.

Men det er umuligt at undervise værdifrit. Og det skal vi heller ikke. Dels kan man jo ikke lægge sine personlige værdier i garderoben, og jeg mener den bedste måde at undgå det tendentiøse på er at være åben om, hvilke værdier man har, så dem der lytter selv kan tage stilling til - og diskutere - hvordan ens personlige kæpheste muligvis farver det, der foregår i klasserummet. Dels er idealet om neutral objektivitet jo en værdi i sig selv, og den er vi forpligtet på. Den kommer til udtryk på forskellige måder i forskellige fag, men den ligger som et fælles grundlag under hele vores virke.

Derfor vil jeg påstå, at hvis du som underviser gør dit arbejde ordentligt, så har du modarbejdet den 45. amerikanske præsident længe før han tiltrådte sit embede. Jeg ved ikke med dig, men den tanke kan jeg virkelig godt lide. Og jeg synes vi skal skrue endnu mere op for den neutrale, objektive charme.

Lad mig blive lidt mere specifik. Jeg forstår ikke det objektive og neutrale i en snæver, reduktiv forstand, selvom jeg selvfølgelig er klar over idealet til en hvis grad udspringer af oplysningstidens begær efter at ordne verden ved at putte alt i kasser.

Jeg forstår det nærmere som et samlende princip, der ligger bag når:

• Vi tager for givet, at uddannelse er med til at give vores elever, kursister og studerende bedre liv, samtidig med, at vi tror på deres kollektive videnstilegnelse og dygtiggørelse beriger samfundet, det lokale såvel som det globale.
• Vi sætter en ære i at undersøge verden så grundigt og åbent som muligt, og insisterer på at resultaterne af sådanne undersøgelser, såvel indenfor humaniora, som samfundsvidenskab og naturvidenskab, vejer tungere end vilkårlige udsagn blæst op af uendelige gentagelser og mediespin. Når vi undres uendeligt og aldrig mener, at nu har vi den komplette sandhed. Og når vi prøver gennem vore fag, og ved eksemplets magt, at formidle denne måde at være i verden på til dem vi underviser.
• Vi formidler fakta. Og vi tror helt grundlæggende på, at viden findes, også når den kan diskuteres.
• Vi gør os umage, når vi kommunikerer. Vi udtrykker os så vidt muligt med klarhed, præcision og nuance. Og respekt. Vi bestræber os på ikke at tale usandt og vi forventer vores medier gør det samme. Men fordi vi ved, det ikke altid er tilfældet, underviser vi elever, kursister og studerende i at tage kritisk stilling til det de hører og læser.
• Vi insisterer på at kvinder, homoseksuelle, immigranter, muslimer, - og andre underrepræsenterede grupper - også er en slags mennesker, der har krav på grundlæggende respekt og taletid, i klasserummet såvel som nationalt og globalt. Vi respekterer alle. Punktum. Selv Donald Trump.

Når jeg læser ovenstående punkter igennem, tænker jeg selvfølgelig. Det gør du nok også. Ellers beklager jeg meget at have inkluderet dig i det vi. Det er banale og selvindlysende principper, men ikke desto mindre er det ren kryptonit mod den populisme, konfliktoptrappende retorik, anti-intellektualisme, fremmedfjendskhed, misogyni, homofobi og generel mediemanipulerende hatemongering, som trumpismen står for. 

Tryk avler nedtrykthed - og så avler det modtryk

Det som gør, at jeg ikke længere er nedtrykt over Trumps eksistens er helt enkelt, at jeg har opdaget, jeg kan gøre noget. At jeg allerede gør noget. Den følelse af bydende nødvendighed, som Trump nærmest dagligt inspirerer, kombineret med erkendelsen af, at det jeg i forvejen laver faktisk er trumpisme eksorcisme par excellence gør, at jeg ikke længere føler mig lost. Så til trods for at herren nu er svoret ind som præsident, og til trods for en stadig strøm af skingre tweets med VERSALER og selvopfundne facts, er jeg vågnet op til 2017 med en følelse af håb og optimisme, top-inspireret og knivskarp på hvad vores almendannende opgave går ud på. Tryk avler i sidste ende modtryk. Thank you, Mr. Trump.

Konkrete eksempler fra en mørk mandag morgen

Hvis du stadig er med, så lad mig give et par eksempler på, hvad denne hersens værdibaserede kampgejst gør ved mig en mandag morgen. Måske kan du også få snablen ned i den motiverende trylledrik ved at overveje, hvordan trumpisme eksorcisme kunne se ud i din hverdag? 

Selv underviser jeg i spansk og engelsk på et af landets mest kulturelt diverse voksenuddannelsescentre. Mandag morgen har jeg spansk med et hold på 32 kursister, der kommer fra vidt forskellige sociale og kulturelle baggrunde, aldersspredning fra 18 til 50, flest i starten af tyverne. Vi er lige startet på et forløb, der hæver dem fra 0-B- niveau på fire måneder, og vi ses ca. 15 timer om ugen.

Eksempel 1: en stol er en stol

To kursister diskuterer længe, hvad det spanske ord silla betyder. Lad os kalde dem Mads og Marie. Og lad mig indskyde at denne situation er overraskende typisk. Mads og Marie er interesserede og begavede mennesker i tyverne. Marie fokuserer på udtalen, hvordan silla lyder, som et eller andet ord, de lærte i uge 1. Hun mener, det derfor må betyde noget i samme retning. Mads tror det betyder noget andet, fordi han mener, at have hørt det, da han rejste rundt i Sydamerika efter gymnasiet.

Samtalen varer måske 10 minutter. Der er god stemning, men makkerparret når ingen vegne med den opgave, de skal løse. Og det falder ingen af dem ind at slå op i ordbogen på trods af, at deres lærer insisterer ad nauseam på at online-ordbogen skal være at finde på alles skærme i hver time, hele timen. De har ingen fornemmelse af, at der faktisk er et korrekt svar, som ikke afhænger af deres respektive oplevelser af ordet. Men en stol er en stol. Og en gennemarbejdet kvalitetsordbog er - trods fejl - en autoritet, man generelt godt kan stole på. Her er det handy med et skud fornyet Trump-inspireret motivation.

Jeg kan blive virkelig træt af, at høre mig selv sige: "ordbogen er din ven", og "nej, luk lige google translate", men det handler om mere end bare ordbøger. Det handler om, at der findes fakta, og at nogle kilder er mere valide end andre. Ordet for stol bliver ikke til ordet for seng lige meget, hvor mange gange du tweeter det. Det er begyndersprog genialt til at vise, fordi det undervisningen kredser om er så basalt.

Men situationen kunne sådan set lige så godt handle om, for eksempel, litteraturanalyse, hvor man skal kunne sin metode og nærlæse sin tekst, eller evaluering af et websites grad af troværdighed, eller sammenligning af historiske kilder.

Eksempel 2: DO NOT grab'em by the pussy

For at mestre et sprog, er man nødt til at øve sig. Rigtig meget. Det kræver ikke mindst tid, hvor man har mulighed for at træne den mundtlige kompetence. Derfor bruger sprogunderviseren rigtig meget krudt på at tilrettelægge undervisningen, så alle får mest mulig træningstid.

Med 32 kursister i klassen - eller bare 25 - er der ingen vej udenom at lade langt det meste af træningen foregå eleverne imellem, frem for mellem lærer og elev. Ikke alene skal eleverne føle, det ikke er alt for skræmmende at sludre løs på slap line, men de skal også lære at rette hinanden på en konstruktiv måde. Et trygt klasserum med klare spilleregler og et godt fællesskab er altså alfa og omega. Det kan man skabe på mange måder.

Men her vil jeg gerne dele noget en af mine kloge kolleger sagde for nylig til en konference med vores fælles pædagogikumkandidat: det handler om at spille volley, ikke tennis. Altså, det er vigtigt ofte at planlægge aktiviteterne på en måde, hvor så mange som muligt er engageret i spillet hele tiden. Og når der spilles tennis, så skal underviseren ikke altid selv spille med, men bare se på og bakke op fra sidelinjen.

Lykkes det at skabe en volleykultur, hvor alle er på hold sammen - og ingen sidder på udskiftningsbænken, for nu at vippe metaforen helt hen over nettet -, så er der maximal mulighed for sproglig læring. Samtidig har volleyundervisning den heldige bivirkning, at de ofte ekstremt forskellige mennesker, der udgør holdet, kommer til at lære hinanden godt at kende. Og her ligger selvfølgelig den primære pointe i denne sammenhæng.

Nogle gange bestyrkes de fordomme, der ligger latent, når holdet rystes grundigt sammen. Men min erfaring er, at for det meste bryder de konkrete mennesker faktisk igennem hinandens stereotype forestillinger over tid. På et hold, som det jeg nævnte i eksemplet med Mads og Marie, ses vi typisk hver dag i et halvt år. Vi taler om grammatikøvelsen, novellen, emnet, men sideløbende lærer Lisa, der stemmer på dansk folkeparti, at Amir er ukoncentreret, fordi han har krigstraumer. Dybt troende, traditionelt indstillede Muhammed opdager, at Sofie er god nok, selvom hun er ateist. I øvrigt er de begge to crazy med FC-Barcelona.

Hårdt pumpede Peter, som lige er kommet hjem fra reality-programmet Paradise Hotel, opdager, at han arbejder rigtig fint sammen med Amina, og sender hende troligt sine undervisningsnoter i de tre uger, hun er nødt at være væk, fordi hun skal til Pakistan og giftes. Og Johan er for længe siden holdt op med at stirre på Amalies bryster. Det er ikke nødvendigt at belære nogen om, at den der grab'em-by-the-pussy-holdning til andre mennesker er helt ude i skoven. Der er forskellighed, der er dyb uenighed, men der er gået hul på kasserne og noget der ligner et andet menneske er kommet til syne. 

Igen er det velkomment med et ekstra skud motivation, for det er ikke nogen nem opgave at facilitere det gode, inklusive klasserum. Slet ikke samtidig med, at man har et øje på læreplanen, afleveringsplanen, mødekalenderen, og i øvrigt selv har et liv, der ikke altid kører på skinner. Men det er tilfredsstillende, når det lykkes. Og følelsen af samtidig at stikke Trump og alt hans væsen fingeren i processen, oh, den er skøn. 

Eksempel 3: det anti-trumpistiske emnevalg

Dette område er en guldgrube. I hvert fald i fag som engelsk og spansk, der har stor frihed i forhold til valg af emner. I sagens natur har jeg ikke så meget at dele endnu, men jeg lurer på om de emner, jeg i forvejen ynder at berige mine kursister med ikke allerede har en anti-trumpistisk vinkel. Eller kan få det. Hvad med dine?

Afslutningsvis har jeg dog lyst til at dele et link til en serie af små videoer, som jeg fandt for nylig på den britiske avis The Guardians hjemmeside. Serien hedder Vagina Dispatches og må vel siges at skrive sig ind i det der, lidet mundret, kaldes fjerde bølge feminisme. Serien får mig til at krumme tæer og rødme. Og jeg er ellers ikke så sippet. Den får mig også til at tænke. Så jeg er overbevist om at trumpister i alle riger og lande ville syntes, det var en dårlig idé, at jeg inddrog den i undervisningen. Hvilket jeg selvfølgelig tager som et godt tegn. Grønt lys og fuld fart frem.

Emnemæssigt tænker jeg, at den ville passe smukt ind i engelskfaglige klassikere som Growing Up og Modern Britain, såvel som mere snævert fokuserede emner a la Gender Roles in 2017 eller Women's Civil Rights - from sufragettes to twerkers. Find selv på flere.

Rigtig god arbejdslyst til alle i dette herrens år 2017.

---

Af Tina Juul Møller

Lektor/oversætter
Cand.mag. i engelsk/spansk sprog, litteratur og kultur. Ansat på KVUC.