Af Søren Lindgreen

Jeg har en idé om, at jeg kan nå at læse meget mere end jeg egentligt kan. Derfor køber jeg blade og bøger i et omfang, hvor jeg ikke på nogen realistisk måde ville kunne nå at læse dem. Nogle læser jeg mens mange ender på reolen eller ligger på natbordet i det håb at jeg ved et osmotisk mirakel vil kunne tilegne mig indholdet samtidig med at jeg genser Modern Familiy på Netflix.

Men en gang imellem tager jeg et magasin frem fra bunken, og blev således indfaget af en interessant artikel i The Atlantic hvor tryllekunstneren Raymond Teller, fra duoen Penn & Teller, taler om hvordan undervisning kan sidestilles med magi. Læs artiklen – den er god – men det ikke pointen her. I artiklen var der en reference til en tale holdt af den engelske filosof og uddannelsestænker Alfred North Whitehead. Talen som Whitehead kaldte The Rythm of Education, blev givet til den nu nedlagte engelske fagforening for undervisere Training College Association i 1922. I talen argumenterer Whitehead for, at undervisning skal forstås som en proces der gennemgår tre på hinanden følgende faser; Den romantiske fase, præcisionsfasen og generaliseringsfasen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kendte til Whitehead. Men det er en fejl, fandt jeg ud af efter at have brugt nogle dage på at blive klogere på ham. A.N. Whitehead blev født 15. februar 1861 i en familie af undervisere og skolefolk. Hans far var rektor på Chatham House Academy – en skole som var blev grundlagt og ledet af Whiteheads farfar. Unge Alfred begyndte at studere matematik på Trinity College. Samme sted blev han underviser i matematik, og det er her han for alvor gør sig bemærket: Sammen med en tidligere elev, Betrand Russell, skriver og udgiver han værket Principia Mathematica – et af de vigtigste værker inden for moderne matematik (fortæller internettet mig).

Whitehead beskæftiger sig hele livet med matematik, men hans tanker om uddannelsessystemet og, især, udviklingen af procesfilosofien begynder at fylde mere. Procesfilosofi er super langhåret, men handler i sin essens om, at verden er foranderlig og at man ikke kan forklare den endeligt. Men man kan løbende forklare den. 

Det rationelles fødsel
Mennesket har altid forsøgt at forstå og forklare verden. I langt det meste af menneskets historie, var den udbredte forklaring på ting og begivenheder til syvende og sidst, at det var gudernes vilje eller værk, og derved grundlæggende uforståeligt. I den vestlige verden bliver kristendommen enerådende, og hermed en klar dogmatisme. Det er Guds plan og vilje – you better just accept it.

Et oprør ulmer og med Descartes opgør med den religiøse dogmatisme er startskuddet til den rationelle revolution som har formet den moderne verden givet. Descartes mente, at verden kunne forklares, og at den menneskelige fornuft var midlet til dette. Han tog udgangspunkt i det eneste han mente man kunne være rigtig sikker på, nemlig at man som individ tænker. Derfra kunne man drage ud i verden og undersøge ting og så rationelt deducere sig frem til endelige sandeheder. Verden er der ude, og vi kan, hvis vi gør os umage, forklare den. Selv meget store problemer kan forklares, hvis vi bare deler dem op i mindre problemer, kan vi løse dem, og dermed løse det store problem. Hvis vi blot undersøger tingene grundigt nok, kan vi få faste klare svar som kan videregives og reproduceres. Den rationelle logik har vundet over gud og fædreland. Tallenes og skemaers jernhånd er nu det styrende element – fra offentlige og private virksomheder til organisering af privatlivet. Big Data we hail you!

Whitehead så med blandet fornøjelse på denne sejr – selv det rationelle ikke var totalomsiggribende ved hans død i 1947.

Alt er proces
Whitehead accepterede egentligt det rationelle argument, men mente, at man skulle passe på med at stole for blindt på de rationelle deduktioner. Det er nemlig ikke sikkert, at de er rigtige. Det er ikke sikkert, at fordi vi tror at vi kan finde og forklare alle enkeltedelene i et system, at vi så kan forstå det hele. Man kan fx godt forklare alle enkeltdelene i en by, fra lyskryds, over byggeteknikker til sociale interaktioner, men derfor er det altså ikke sikkert, at man forstår byen. For slet ikke at tale om at kunne kontrollere og dirigere den. Til dette kræves fantasi.

Procesfilosofien er en position mellem en kartesiansk skepticisme og en religiøs dogmatisme – en accept af det rationelle, men en insisteren på at meget af det vigtige i livet ikke kan forklares rationelt. Det er der ikke noget nyt i. I vestlig sammenhæng går tanken tilbage til Heraklit, men i buddhistiske, taoistiske og mange naturreligiøse traditioner er ideen om flow og forandring grundlæggende. I nyere vestlig sammenhæng er Hegel, Nietzsche, Mead og Pierce i forskellig grad fortalere for procesfilosofien.

Ny viden skabes i mødet mellem empiri, det rationelle og fantasien
Whitehead vil med sin procesfilosofi bringe det ikke-rationelle ind i videnstilegnelsen igen. Ifølge procesfilosofien kan man ikke opnå en endelig forståelse af verden og livet. Intet er uforanderligt, men verden er til enhver tid konkret og, til dels, forklarlig. Ifølge Whitehead bliver viden opbygget i krydsfeltet mellem empirien (viden opnået gennem erfaring), rationalisme (viden baseret på deduktion) og forestillinger (viden opnået i fantasiens grænseland).

For at opnå ny viden og nye teorier, sammenligner Whitehead det med en kort flyvetur: Vi begynder på en fast grund af data og empiri, når vi letter mister vi jorden af syne og må i vid udstrækning benytte vores fantasi (hvad vi kan forestille os på baggrund af hvad vi har lært) til at finde vej. Men på et tidspunkt skal vi ned på jorden igen, og vores nye teori skal bestå sin prøve i møde med den konkrete virkelighed. Husk, at dette er skrevet i 1920’erne – flere år før Lindbergh som den første krydsede Atlanten. Dengang var flyvning en noget andet øvelse end med de moderne selvflyvende gps-robotter.

Jo bedre vi er til at forestille os nye ting, desto større landvindinger kan vi tage. Hvis vi fjerner forestillingsevnen, fjerner vi os fra eventyret og ender i simpel reproduktion. Vi skal i stedet være kreative – kreere nye ting ud af det kendte. Men det fordrer, at vi kender de faglige grundmaterialer, som vi kan bruge til at skabe det nye.

Hvad har det så med undervisning at gøre?

Mestringens tre trin
Tankerne om proces har afgørende betydning for Whiteheads ideer om den gode undervisning. Og nu kommer vi tilbage til talen fra 1922, hvor Whitehead lader forstå, at bliver nødt til at lære noget om verden som den er, for at rigtigt at kunne bruge sin fantasi til at forestille sig noget nyt og bedre. Det er denne proces, som han deler op i tre faser.

Den romantiske fase
For at kunne lære noget nyt skal der være vakt en interesse. Vi skal have lyst til, på et tidspunkt at stige ombord på flyvemaskinen. Vi vil aldrig rigtig fange interesse for noget nyt, hvis det ikke bliver præsenteret for os, på en spændende og sanselig måde. Vi vil måske godt kunne eftergive hvad læreren siger, uden at vi synes at det er spændende, men det vil være kedeligt, og vi vil højst tænkeligt glemme det igen hurtigt.

Underviseren skal altså gøre emnet interessant. Det gør man ikke ved at starte fra starten første dag, og så ellers bare pløje sig igennem pensum. I stedet skal man som underviser bruge tid på at fortælle små anekdoter, vise illustrative eksempler, lade eleverne selv finde eksempler og i det hele taget gøre introduktionen (og jeg taler mere om et 20 min. læreroplæg) interessant.

Præcisionsfasen
Når interessen er skabt, kan man begynde mere systematisk at lære området at kende. Men det er altså nødvendigt med den første interesse. I denne fase skal eleverne lære fagets grundsubstans, og her er det altså ok, at eleverne sidder på deres flade og lærer ting udenad og gentager varianter af den samme øvelse, så mange gange, at metoden sidder fast. Whitehead mener her, at det er vigtigere at lære fagets metodikker samt enkelte vigtige fakta. Man skal ikke drukne eleverne i tal og fakta her, da disse alligevel hurtigt vil være uaktuelle (og hvis det var rigtigt i 1922, så er det ikke mindre sandt her 95 år senere).

For underviseren opstår der her et dilemma: man skal jo for pokker kunne videregive viden, også selv om man ved, at den viden man har måske ikke bliver anerkendt som sandheden om nogle generationer. Men sådan er det, som Vestager ville have sagt. Eleverne skal alligevel selv ud og finde deres egne varianter af svarene.

Generaliseringsfasen
Når eleverne kan det basale, skal de afprøve det. De skal op og flyve.

Elever kan nu, med deres kærlighed til stoffet og en grundlæggende viden, gå ud og undersøge om den viden passer på verden. Ligesom de selv kan skabe ny viden eller sætte den gamle viden ind i nye og nu-relevante sammenhænge.

Den videre proces
Mange læsere på Lektionen.dk (måske især de af jer der fornyeligt har været igennem pædagogikum) tænker, at det minder da noget om Dewey og hans fokus på at elever skal eksperimentere med det tillærte. Og det er fuldstændig rigtigt. Dewey var også procesfilosof og stor tilhænger af Whiteheads synspunkter.

Ironisk nok har rationalismen (funderet i den kartesianske skepitisme) ført til en moderne dogmatisme: Vi ved hvordan ting er: Især hvis vi bare får data nok – you better just accept it.
Når nyreligiøse fantaster i dag vælter ud af Singularity University og ind i Moderniseringsstyrelsen og Disruptionsrådet er det på tide, at man finder Whitehead frem og afsikrer sin pistol. En vej ud af rationalitetens jernbur er at gribe fantasien og springe ud på de 70.000 favne – også selv om resultatet kan være svært målbart og besværligt at passe ind i en normstyring.

Vi skal i undervisningen give plads til fantasien og insistere på grundig faglig videnstilegnelse – også selv om det kan dufte svagt af maltbolcher. Vi skal give plads til at underviserne har mulighed for at forfølge faglige særinteresser og finde sjove anekdoter, for uden et levende engagement med gode historier, får man ikke eleverne forelsket i faget.

Vi skal væk fra central detailplanlægning af undervisningen, og gøre uddannelsessektoren så decentral som muligt. På den måde sikrer vi os bedre mod at tilfældige politiske vinde og didaktiske luner (jeg kigger på dig Hattie) ikke på én gang påvirker hele sektoren.

 

 

 

 

Comment