God undervisning - interview med Jonas Brenner

God undervisning er, ifølge akupunktør og Tai Chi underviser Jonas Brenner, forbundet med mesterlære, fysisk træning og koncentration. Du kan også læse om Qi/Chi og betydningen af de runde former. God undervisning handler også om at være en vigtig brik i andres udvikling og at stå og sidde rigtigt. Du lærer, ifølge Brenner, ikke ved at læse bøger, men ved at studere andre og træne. Tai Chi er for Brenner forbundet med en stor frihedsfølelse, især når han kan glemme tid og sted. Brenner anbefaler grafisk facilitering som et konkret værktøj til undervisningen.

- Kan du kort fortælle om dig selv og din tilgang til undervisning? Det er jo første gang vi bevæger os lidt udenfor undervisningsverdenen.

”Jeg hedder Jonas Brenner, er Tai Chi underviser, akupunktør og underviser i forskellige dele af kinesisk medicin. Tai Chi er en bevægelsesform, hvor der ikke findes lærebøger til. Der er dog filosofiske tekster i form af kinesiske vers, tegninger og nogle gamle boksemanualer tilbage fra 1400 og 1500 tallet, som man kan blive inspireret af.

Jeg har undervist i Tai Chi i snart 30 år. På et tidspunkt boede jeg i Los Angeles og trænede hos min Tai Chi mester. Nu underviser jeg i Tai Chi to gange om ugen og er ude til events, hvor jeg underviser i Qi Gong og meditation. Jeg har derudover siden 2008 haft virke som akupunktør”

Du lærer ikke ved at læse bøger men ved at studere andre

- Og hvilke traditioner bygger din undervisning på?

”Den bygger primært på mundtlig overlevering og konstant korrigering af bevægelser. Den måde, jeg er blevet undervist på, af mine lærer i Danmark og min Tai Chi mester. Det er de erfaringer, jeg bruger. Og så det med at stå i rigtig mange timer og træne selv. Alt det prøver jeg at give videre. Det er utrolig spændende. Det er ikke noget, du kan lære gennem bøger. Du lærer det ved at studere mennesker. Den måde de bevæger sig på. Jeg begyndte tidligt i min karriere at kigge på folk. Hvordan bevæger de sig på gaden? Hvordan sidder de ned? Hvordan kommer de op fra stolen? Alt sammen var det med til at give et billede af, hvordan jeg skulle korrigere folk undervejs.”

Mesterlære og at videregive en tradition

”Der er en kadaverdisciplin i Tai Chi. Det er til dels en militær disciplin og senere hen også blevet en kampkunst til lægmand. Så det er en slags mesterlære. Du lærer det af en mester, som har lært det af en anden mester o.s.v. Du videregiver en tradition. Selvom jeg ikke er kineser. Min Tai Chi mester er fra Tung familien, som i fire generationer har undervist i deres version af Yang-stilen. Han er over 80 år og kommer fra en anden tidslomme, et præ-kommunistisk Kina, som han måtte flygte fra.

Den måde Tung familien underviser på, er mere gammeldags end meget Tai Chi, der bliver lavet på fastlandet i Kina. Her er Tai Chi udviklet til nye stilarter, hvor der også kan være konkurrencer. Det har Tung familien ikke været en del af. Der er stadig en disciplin og det går fra lærer til elev.”

Fra hurtige til langsomme bevægelser

”Det tager en lærer tre år at finde ud af, om han/hun har en god Tai Chi elev. Og omvendt tager det også en elev tre år at finde ud af, om han/hun har en god Tai Chi lærer. Vi har ikke nogen bæltesystemer. Alle skal starte med at lære det samme. Den langsomme form i Tai Chi (som Tai Chi er mest kendt for) er nok den nyeste tilføjelse. I slutningen af 1800 tallet begynder man at lave bevægelserne langsommere. Så formen blev “nemmere” at lære. ”

- Og hvad holder dig i gang efter alle de mange år?

Frihedsfølelsen

”Jeg fungerer dårligt, hvis jeg ikke bevæger mig hver dag. Så jeg træner Tai Chi en time hver dag. Jeg træner på en anden måde, end jeg gjorde for 20 år siden. Jeg begyndte med at træne Tai Chi, da jeg var 18. Folk der starter i min klasse er typisk sidst i tyverne og opefter. Hvis man er over 40 eller 50, sætter det nogle begrænsninger for, hvad man kan. Vi har en del partnerøvelser, og du tager ikke lige en 60 årig og kaster ham/hende ned på ryggen.

Den primære motivation er, at når jeg - morgen, middag eller aften - kører mit eget lille show, kommer jeg tit uden for tid og sted. Det er en meget kraftig frihedsfølelse, når jeg rammer det spot. Inden for Tai Chi kalder man det nogen gange “meditation i bevægelse”. Sådan har jeg det nu ikke helt. Men jeg koncentrerer mig meget. Af natur er jeg ikke god til at koncentrere mig og sidde stille. Jeg manglede motivation for at gå i skole. Så at arbejde med kroppen bl.a. igennem Tai Chi har været min vej videre til bla. kinesisk medicin.”

To spor

Og hvordan forholder du dig til spørgsmålet om, hvordan man lærer Tai Chi?

”Indenfor kampkunst er der to spor, man kan gå ned af. Hvis du går ned af det første spor, sætter du dig i fysisk respekt. Du tager x antal gange om året en øvet elev frem, demonstrerer noget og sætter dig i fysisk respekt overfor hele gruppen. De skal se, hvor meget power du har. Det spor har ikke tiltrukket mig. Jo, måske i starten af min karriere. Jeg skulle på banen og havde også en del konkurrence fra kollegaer i København. Hårdtarbejdende og med håret tilbage, det var dengang jeg havde hår. Stille og roligt fadede det over i det andet spor, som handler om undervisning i øjenhøjde. Lad være med at snakke “ned” til folk og hav fokus på at udvikle mennesker både fysisk og mentalt.

Autoritetsforholdet, ritualerne og den professionelle distance

”Jeg var tidligere ikke nogen speciel rar person. Udadtil var jeg rimelig tilforladelig. Men jeg havde en del teenageår, hvor jeg levede et dobbeltliv. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Jeg føler selv, jeg underviser i øjenhøjde. Der skal være noget respekt, når vi taler om de her traditioner.

Det er jo et gammelt system, som er 500-600 år gammelt. Vi har de her kodekser. F.eks. at bukke for hinanden. I Japan har de 7 former for buk. I Tai Chi har vi kun 2. Vi har et principielt buk, hvor man f.eks. laver en hilsen. I gamle dag gjorde man det 9 gange. Nu åbner og lukker man klassen med et håndtegn. Det kan symbolisere flere ting. Det har den kampkunstmæssige applikation, at det også kan bruges som selvforsvar.

Hvis du laver partnerøvelser, laver du et buk, hvor du kigger den anden i øjnene. Man skal respektere den, man står overfor. Hvis jeg sætter en til at demonstrere en øvelse, skal man også bukke til mig uden øjenkontakt. Det er både for at vise respekt for den, man har lært det af, og fordi det er dem, der kigger på, som lærer mest. Man bukker ved at kigge i jorden.

Førhen betalte du ikke penge for undervisning. Du kom og gjorde rent, der hvor du trænede. Sørgede for, at de fik mad og drak te. Der var en masse ritualer for at nære det lærer-elev forhold. Det har man ikke mere, men jeg har stadig en bestemt måde at snakke til min Tai Chi mester på. Jeg respekterer ham. Han kunne være min far. Ikke fordi han har haft en faderrolle, men jeg har super meget respekt for hans håndværk. Han er svinedygtig. Der er måske under ti personer i verden som er opdraget indenfor Tai Chi, som han er. Han er en dinosaur og sønnen har nu overtaget undervisningen. Sønnen er også nu blevet min Tai Chi mester. Han er amerikaner, men med kinesiske rødder. Han er født og opvokset på Manhattan Beach i Los Angeles, så ham har jeg et lidt mere casual forhold til. Jeg kan godt sige hans fornavn, når vi er os to sammen. Men når vi er i klasser, så titulerer jeg ham som mester.

Da jeg fyldte 50 for nogle år siden, gav mine elever mig faktisk en mestertitel. Det blev jeg beæret over, men jeg blev også nødt til at sige til dem, at de ikke skulle begynde at kalde mig mester. Det ville jeg være lidt ked af, det er lidt for distanceret. Der skal være en professionel distance, men jeg føler selv jeg som underviser har et ret tæt og åbent forhold til mine elever. Jeg er ikke så vild med at undervise nedad. Jeg har heller ikke rigtig forstået, at man i folkeskoler – i hvert fald i min og mine børns tid - sidder på rækker. Det er lidt et levn fra militære akademier og kirken, hvor der stod en person og talte ned til de andre.”

Underviseren som det gode eksempel og den langsomme affære

Som underviser vil man jo gerne have at eleverne bliver bedre. Hvordan får du dine elever til at blive bedre?

”Jeg prøver på at motivere dem til at træne rigtig meget. I den første generation af Tai Chi herhjemme, stod man og trænede meget selv. Det har ændret sig til, at der nu er flere, der mødes udenfor klasserne og træner sammen.

Jeg prøver at motivere folk til at træne bag ved, det kan være at give dem nogle specielle øvelser, de kan træne hjemme. Tai Chi er en langsom affære og et stort system, med mange soloforme og mange partnerøvelser. Vi har også våbenformer. Du kan i princippet lære Tung familiens Tai Chi system på 3-5 år, hvis du kommer to gange om ugen og kommer til workshops. Men det er selvfølgelig overfladisk, det man kan huske. Hvis du virkelig skal lære Tai Chi kræver det, at du står op hver morgen og bruger noget tid på at træne især kroppen. Men hvis du også skal forstå det og integrere det i din hverdag, så skal der meget mere til.”

Bevægelsen inde i dig selv

”En god undervisningsdag begynder med at folk kommer til tiden. De har formået at lægge opvasken til side. De tænker ikke på forældremøder, men er så meget til stede. Så bliver jeg ekstra motiveret og inspireret.”

Og hvordan fremmer du den koncentrerede tilstedeværelse?

”Nogle gange klapper jeg højt, når vi starter. Tre høje klap. Eller jeg bruger ekstra tid på at stå i den bevægelse, der hedder “forberedelse til at skulle lave Ta Chi Chuan”, hvor du bare står stille. Det er måske den vigtigste bevægelse. Det er en bevægelse inde i dig selv, ikke udenpå. Tit føler jeg ikke, at jeg har været inspirerende, men så kommer en elev op og siger: ”timerne i mandags var bare det fedeste”. Jeg baserer min egen fornemmelse for god undervisning på den feedback, jeg får fra mine elever. Jeg har det også rigtig godt, når jeg kan mærke at synergien i klassen har været god.”

Om at være en vigtig brik i andres udvikling

Har du et eksempel på en god undervisningsdag?

”Ja, jeg havde en elev, som havde svært ved et bestemt spring og klap på foden. Han havde brugt rigtig lang tid på at træne, men kunne ikke. Jeg sagde til ham: ”Nu laver vi det sammen, men vi deler det op i tre dele”. Jeg prøver at lave bevægelsen for ham, så langsomt jeg kan. Jeg hører mig selv sige, at han skal gå længere ned i det ben, han skal sætte af på. Kort tid efter letter han 30-40 cm mere fra jorden, end han gjorde før, og han kunne samtidig nå at ramme sin fod. Det var en dag, hvor det virkelig gav mening. Det var min erfaring, der sagde mig, at han var nødt til at stykke det op i mindre bidder.

Et andet eksempel er en kvinde, som har trænet hos mig i over 25 år. Da hun startede hos mig, var hun i dårlig fysisk form. Hun havde en dobbelt diskusprolaps i ryggen, kolde hænder, dårligt blodflow og var mentalt kørt ned. Efter halvandet års træning kommer hun pludselig hen til mig, og fortæller at hun igen har varme hænder, bevæger sig anderledes, har meget mindre ondt i ryggen og på færre smertestillende piller. Og hendes mentale mudder var forsvundet. Hun nægtede heldigvis at blive opereret. Efter nogle år bad jeg hende også om at træne Pilates og mere liggende øvelser. Hun er nu i midten af 60erne og sparker og hopper højt, og kan også nogle af de avancerede våbenformer. Jeg har været en vigtig brik i hendes udvikling. Gode undervisningsdage handler også om at få matchet de rigtige mennesker sammen.”

Og hvilket konkret værktøj vil du anbefale?

”Du skal læse grundigt op på det, du vil undervise i. Du skal læse op på klassikerne. Hvis du underviser i den asiatiske tankegang, skal du læse Konfutze, buddhistiske og taoistiske værker. En af biblerne hedder ”Dao de Ching” af Lao Tzu. Når vi taler kinesisk medicin er bogen “The Web That Has No Weaver” en god introduktionsbog.

Chi og det ikke målbare

Og hvis vi taler om en helt almindelig gymnasielærer, tror jeg at en god måde at stå og sidde på kan være vigtigt = En god jordforbindelse. Chi, det bliver nogle gange oversat til energi. Men det er ikke noget, man konkret kan måle og veje. Vital kraft er et bedre ord. Der er mange aspekter af Chi. Qi/Chi er overalt i os og omkring os.

Grafisk facilitering

Et værktøj jeg er meget inspireret af er grafisk facilitering. Det kan sagtens bruges på gymnasierne. Det at komme ind i et klasselokale med en vis portion selvtillid, og så få manifesteret noget grafisk. Du skal bevæge dig rundt i lokalet, og øjenkontakt er vigtigt. Du skal til en start kigge alle i øjnene. Jeg trykker folk i hænderne, og mærker deres energi og ansigtskulør. Derudover interviewer jeg folk, som er interesserede i at starte til Tai Chi, og tager en forventningsafstemmende samtale. I min klinik bruger jeg forskellige former for diagnostiske spørgsmål. Man kan spørge ind til kost, motion, søvn etc.”

- Er der et spørgsmål du aldrig har fået, men som du godt kunne tænke at svare på?

”Ja, om jeg oprindeligt have lyst til at undervise. Det havde jeg faktisk ikke. Det kom langsomt. Jeg var lige blevet færdig på akupunkturskolen og blev spurgt, om jeg ville undervise i kinesisk medicin. Jeg gjorde det, uden at tænke så meget over det. I Tai Chi går man, ifølge traditionen, op til sin mester, og spørger om, man må undervise i hans system. Min mester havde faktisk sagt, at jeg var god til det. Men jeg overhørte ham. Jeg følte mig ikke kaldet til det. Først da nogle venner og bekendte fortalte mig, at jeg var rigtig god til Tai Chi, og gerne ville undervises af mig.

Jeg håber, at der en dag er en Tai Chi elev, jeg ikke kan lære mere. Og som jeg kan sige god for som underviser. Så har jeg været en god underviser. Hvis jeg kan være med til at gøre en til en endnu bedre underviser en mig.”

Gør det hurtige langsomt

- Hvad er forskellen på Tai Chi og yoga?

”Yoga er fra Indien. Yoga kan være mere religiøst orienteret, og du ligger ofte ned og har rart tøj på. Indenfor Chi Gong er der nogle genrer. Yoga er ikke lavet som kampkunst, det er Tai Chi. Når du træner Tai Chi, er det med selvforsvar i mente. Dvs. at man træner applikationerne (den praktiske udførelse) til bevægelserne, og det gør så bevægelserne nemmere at lære. Applikationerne er et af de vigtigste redskaber i min undervisning. Jeg viser altså folk, hvad det kan bruges til. Eleverne skal have et klart billede af, hvordan man udfører en bevægelse.”

Vitalkraften og de runde former

Og hvordan står man bedst når man kommer ind i et rum?

” Man skal gå ind i rummet og præsentere sig. Jeg vil ikke lægge armene over kors, sætte dem i baglommerne eller på ryggen. Jeg vil stå så neutralt som muligt. Jeg har heller aldrig firkantede borde i klinikken. I Tai Chi kan vi bedst lide runde former, benene er bukkede, armene ligeså. Når vi står, skal der helst ikke være noget imellem os.

Chien er vores vitalkraft. Vi bliver alle født med en madkasse, og det er vores valg, hvordan vi vil arbejde og kultivere den. Der er Chi i hele kroppen og uden for kroppen. Vores Chi er bygget på, hvad vi får med fra vores forældre, og hvad vi bruger den til. Meget af min undervisning er også baseret på at observere folk, og kigge på hvordan de bevæger sig. I al slags kampkunst gælder det altid om at finde ud af, hvilken type du står overfor. Du lærer at aflæse folk. Mens jeg læste på akupunkturskolen, var jeg også bartender. Her lærte jeg at studere folks kropssprog. Jeg brugte også mine erfaringer fra kampkunsten til at afvæbne folk, uden at tage fat i dem. Undervisning er for mig noget, jeg kan arbejde med at gøre bedre hele mit liv.”