God undervisning - interview med Jonas Brenner

Undervisning kommer i mange former og farver. Vi kigger i dette interview lidt udenfor den traditionelle undervisning. Vores blik er faldet på akupunktør og Tai-Chi underviser Jonas Brenner.

God undervisning er, ifølge Brenner, forbundet med bla. mesterlære, den fysiske træning og koncentration. Du kan læse om Qi/Chi (vores livsenergi) i bøger, men man lærer, ifølge Brenner, ikke ved at læse om det i bøgerne, men ved at træne Tai-Chi i mange timer. Ofte er det at træne meget koncentreret forbundet med en stor frihedsfølelse. “Man kan komme i en tilstand udenfor tid og rum”, fortæller han.

- Kan du kort fortælle om dig selv og din tilgang til undervisning? Det er jo første gang, vi bevæger os lidt udenfor traditionel undervisning.

”Jeg hedder Jonas Brenner, er Tai-Chi underviser, akupunktør og underviser i forskellige aspekter af kinesisk medicin. Tai-Chi er en kinesisk kampkunst, der ikke rigtigt findes nogen lærebøger til. Der er dog filosofiske tekster i form af kinesiske vers, tegninger og nogle gamle boksemanualer tilbage fra 1400 og 1500 tallet, som man kan blive inspireret af.

Jeg har undervist i Tai-Chi i snart 30 år. På et tidspunkt boede jeg i Los Angeles og trænede hos min Tai-Chi mester. Nu underviser jeg i Tai-Chi to gange om ugen og er ude til events, hvor jeg også underviser i Qi Gong og meditation. Jeg har derudover siden 2008 også haft virke som akupunktør.”

Du lærer ikke Tai-Chi ved at læse bøger men ved at studere andre

- Og hvilke traditioner bygger din undervisning på?

”Den bygger primært på mundtlig overlevering og konstant korrigering af bevægelser. Den måde er jeg blevet undervist på af min lærer i Danmark og af min Tai Chi mester. Det er de erfaringer, samt min egen træning, jeg bruger. Den stilart jeg underviser i går flere generationer tilbage, og de traditioner prøver jeg at give videre. Det er utrolig spændende. Du lærer bl.a. også ved at studere dine elever, den måde de bevæger sig på eller via deres spørgsmål.

Mesterlære og at videregive en tradition

Der er en vis kadaverdisciplin i Tai-Chi. Det er til dels p.g.a., at det var en militær træningsform. Senere hen blev det til en kampkunst også til lægmænd.

Så det er en slags “mesterlære”. Du lærer det af en mester, som har lært det af en anden mester osv. Du videregiver en tradition, det prøver jeg at respektere meget. Min Tai-Chi mester, stor mester Tung Kai Ying, er fra Tung familien, der har undervist i deres version af Yang-stilen i fire generationer. Min mester er over 80 år gammel, så han kommer fra en anden tidslomme, et præ-kommunistisk Kina som han måtte flygte fra. Hans måde at undervise på bærer præg af dette.

Den måde Tung familien underviser på, er mere gammeldags end meget Tai-Chi, der bliver lavet på fastlandet i Kina. Her er Tai-Chi udviklet til nye stilarter, hvor der også kan være konkurrencer. Det har Tung familien ikke været en del af. Det er stadig en disciplin, og det går fra lærer til elev.

Fra hurtige til langsomme bevægelser

Det tager en lærer tre år at finde ud af, om han/hun har en god Tai-Chi elev. Og omvendt tager det også en elev tre år at finde ud af, om han/hun har en god Tai-Chi lærer. Vi har ikke nogen bæltesystemer. Alle skal starte med at lære den samme langsomme form som er den nyeste form, og også den form som Tai-Chi er mest kendt for. Først i slutningen af 1800 tallet begynder man at lave bevægelserne langsommere, så formen blev nemmere at lære.”

- Og hvad holder dig i gang efter alle de mange år?

Frihedsfølelsen

”Jeg fungerer dårligt, hvis jeg ikke bevæger mig hver dag. Nu træner jeg på en anden måde, end jeg gjorde for 20 år siden, så træningen kan modificeres efter ens alder også. Jeg begyndte med at træne Tai-Chi, da jeg var 18 år.

Folk der begynder i min klasse er typisk sidst i tyverne og opefter. Hvis man er over 40 eller 50 år, sætter det jo nogle begrænsninger for, hvad man kan. Men de fleste kan op i en høj alder lave mere end de selv tror. Men da vi har en del partnerøvelser, tager man jo ikke lige en 60 årig og kaster ham/hende ned på ryggen. Det at arbejde med kroppen, bl.a. igennem Tai-Chi, har også været min vej videre til kinesisk medicin.”

At undervise i moderne tider

- Og hvordan forholder du dig til spørgsmålet om hvordan man lærer Tai-Chi?

“I begyndelsen af min karriere var der en del fokus på at “lave et navn” indenfor Tai-Chi verdenen. Så jeg var nok lidt mere striks og utålmodig. Nu håber jeg, at jeg er blevet mere “loose” og har ikke så travlt med hvad folk skal nå at lære. Bare de lærer noget.

Jeg føler selv, jeg underviser i øjenhøjde. Og jeg prøver også at lade være med at snakke ned til folk. Jeg har fokus på at udvikle mennesker både fysisk og mentalt.

Ritualer og den professionelle distance

I Tai-Chi er et vigtigt kodeks at bukke for hinanden. F.eks. at bukke for hinanden i forbindelse med partnerøvelser. Vi har to slags buk. Vi har et principielt buk, hvor man f.eks. laver en hilsen, og så har vi et andet buk, når der skal laves partnerøvelser. I gamle dag bukkede man 9 gange i starten af en klasse, tre gange for læreren, tre gange for stilarten og tre gange for forfædrene. Nu åbner og lukker man klassen med et håndtegn efterfulgt af et buk. Det kan symbolisere flere ting. Håndtegnet har dels en kampkunstmæssig applikation (praktisk udøvelse), der kan bruges som selvforsvar, og dels bruges det som en principiel hilsen. Hvis du laver partnerøvelser, laver du et buk, hvor du kigger den anden i øjnene. Man skal huske at respektere den, man står overfor.

Førhen betalte man sjældent penge for undervisning. Du kom og gjorde rent, der hvor du trænede, og du sørgede for, at mesteren fik mad at spise og te at drikke. I dag er det meget anderledes. Nu betaler man kontingent og kommer til undervisningen.

Jeg nærer en dyb respekt for min mester, stormester Tung Kai-Ying. Der er måske under ti personer i verden, som er opdraget indenfor Tai-Chi, som han er. Han er nu på en slags pension, og hans søn, Mester Tung Chen Wei, har overtaget undervisningen. Sønnen er nu også blevet min Tai-Chi mester. Han er amerikaner men med kinesiske rødder.

Der skal selvfølgelig være en professionel distance til ens elever, men jeg føler selv, jeg som underviser har et ret tæt og åbent forhold til mine elever.”

Underviseren som det gode eksempel

- Som underviser vil man jo gerne have at eleverne bliver bedre. Hvordan får du dine elever til at blive bedre?

“Jeg prøver at motivere folk til at træne udenfor klasserne. Det kan f.eks. være at give dem nogle specielle øvelser, de skal træne hjemme, hvis de har fysiske udfordringer. Jeg opfordrer dem også til at træne sammen. Det tager lang tid at lære Tai-Chi, og det er et stort system med mange soloforme og mange partnerøvelser. Vi har også våbenforme. Hvis du kommer to gange om ugen og kommer til workshops, kan du i princippet lære Tung familiens Tai-Chi system på 5-7 år. Hvis du virkelig skal lære systemet rigtig at kende, kræver det, at du bruger noget tid på at træne Tai-Chi hver morgen.

Autentisk undervisning og om at skåne kroppen

Jeg prøver at undervise efter devisen “talk the talk and walk the walk”. Så mange af de ting, jeg underviser mine elever i, har jeg selv prøvet. F.eks. hvis de skal stå og holde Jesus-positionen (stå ret op og ned med armene til siderne og håndfladerne opad) i lang tid. Der kan jeg af erfaring fortælle dem, at de skal træne den langsomt op, f.eks. ved at stå i positionen i tre minutter i en periode, dernæst i seks minutter i en periode, så ni minutter, osv. Til sidst kan de stå i positionen i tredive minutter. Du har lyst til at afslutte bevægelsen efter ti minutter, fordi det gør ondt alle steder. Jeg forsøger at gå foran med det gode eksempel.

Tai-Chi er ret skånsomt for kroppen. Jeg har på 38 år kun haft to skader, og den ene var fordi jeg overtrænede. Vi snakker heller ikke så meget i Tai-Chi. Du viser noget, forklarer en lille smule omkring f.eks. en fodstilling, og så skal folk gøre det selv. Eller du gør det først sammen med dem, og så skal de senere hen gøre det selv, og finde deres måde at få det trænet på. I perioder kan det være meget surt at træne. Men i sidste ende er det kontinuerlig træning, der gør at man selv kan navigere i systemet. Nu kan man nemt få adgang til alle mulige Tai-Chi online kurser og instruktionsvideoer, men de er spækket med ting, man ikke kan se og som er svære at forklare til folk, fordi de selv skal opleve det. Så jeg plejer ikke anbefale det til folk.

Bevægelsen er inde i dig selv

En god undervisningsdag begynder med at mine elever kommer til tiden. De tænker ikke på forældremøder, opvask eller andre hverdagsting, men er til stede. Så bliver jeg ekstra motiveret og inspireret.”

- Og hvordan fremmer du den koncentrerede tilstedeværelse?

”Nogle gange klapper jeg højt, når vi starter. Tre høje klap. Eller jeg bruger ekstra tid på at stå i den bevægelse, der hedder “forberedelse til at skulle lave Tai-Chi Chuan”, hvor du bare står stille. Det er måske den vigtigste bevægelse. Det er en bevægelse inde i dig selv, ikke udenpå.”

Om at være en vigtig brik i andres udvikling

- Har du et eksempel på en god undervisningsdag?

”Ja, jeg havde en elev, som havde svært ved et bestemt spring og klap på foden. Han havde brugt rigtig lang tid på at træne, men kunne ikke. Jeg sagde til ham: ”Nu laver vi det sammen, men vi deler det op i tre dele”. Jeg prøver at lave bevægelsen for ham, så langsomt jeg kan. Jeg hører mig selv sige, at han skal gå længere ned i det ben, han skal sætte af på. Kort tid efter letter han 30-40 cm mere fra jorden, end han gjorde før, og han kunne samtidig nå at ramme sin fod. Det var en dag, hvor det virkelig gav mening. Det var min erfaring, der sagde mig, at vi var nødt til at stykke det op i mindre bidder.

Et andet eksempel er en kvinde, som har trænet hos mig i over 25 år. Da hun startede hos mig, var hun i dårlig fysisk form. Hun havde en dobbelt diskusprolaps i ryggen, kolde hænder, dårligt blodomløb og var mentalt kørt ned. Efter halvandet års træning kommer hun pludselig hen til mig, og fortæller at hun igen har varme hænder, bevæger sig anderledes, har meget mindre ondt i ryggen og indtager færre smertestillende piller. Og hendes mentale mudder var forsvundet. Hun nægtede at blive opereret. Efter nogle år foreslog jeg hende også at træne Pilates og nogle mere liggende øvelser. Hun er nu i midten af 60’erne, sparker og hopper højt, og kan også nogle af de avancerede våbenformer. Jeg har været en brik i hendes udvikling. Gode undervisningsdage kan også handle om, at få matchet de rigtige mennesker sammen.”

Bøger og andre inspirationskilder

- Og hvilket konkret værktøj vil du anbefale?

“Til Tai-Chi træning behøver man ikke læse så meget. Men hvis du underviser i den asiatiske tankegang, kan du med fordel læse Konfutze, buddhistiske og taoistiske værker. En af ”biblerne” hedder Dao de Ching. Når vi taler om kinesisk medicin er bogen “The Web that has no Weaver” en rigtig god introduktionsbog.

Ud over at undervise i Tai-Chi, underviser jeg også i kinesisk medicin. Et værktøj jeg for tiden er meget inspireret af i denne forbindelse, er grafisk facilitering. Det ville sagtens kunne bruges på gymnasierne.

- Er der et spørgsmål du aldrig har fået, men som du godt kunne tænke at svare på?

”Ja, om jeg oprindeligt have lyst til at undervise. Det havde jeg faktisk ikke til at begynde med. Det kom først langsomt hen af vejen. I Tai-Chi går man, ifølge traditionen, op til sin mester, og spørger om man må undervise i hans system. Min mester havde sagt, at jeg var god til det. Men jeg tror, jeg overhørte ham lidt, og jeg følte mig ikke kaldet til det. Først da nogle venner og bekendte fortalte mig, at jeg var rigtig god til Tai-Chi, og at de gerne ville undervises af mig, tog jeg mod til mig og gik i gang.

Jeg håber, at der en dag er en Tai-Chi elev, der ikke kan lære mere af mig, og som jeg kan sige god for som underviser. Så har jeg været en god underviser. Hvis jeg kan være med til at gøre en af mine elever til en endnu bedre underviser en mig.”

Applikationer er et vigtigt redskab

- Hvad er forskellen på Tai-Chi og yoga?

”Yoga er fra Indien. Yoga kan være mere religiøst orienteret, og du ligger ofte ned og har rart tøj på. Yoga er ikke lavet som kampkunst, det er Tai-Chi. Så når du træner Tai-Chi er det tit med selvforsvar i mente. Dvs. at man træner applikationerne til bevægelserne, og det gør bevægelserne nemmere at lære. Applikationerne er et af de vigtigste redskaber i min undervisning. Jeg viser altså folk, hvad det kan bruges til. Eleverne skal have et klart billede af, hvordan man udfører en bevægelse.

Chi’s betydning

Chi (eller Qi) er et ord, der er meget svært at oversætte. Nogle gange bliver det oversat til energi. Men da det er ikke noget, man konkret kan måle og veje, er det en lidt dårlig oversættelse. Vital kraft er et bedre ord synes jeg. Der er mange aspekter af Chi. Chi er overalt i os og omkring os.

Chi’en er vores vitalkraft. Vi bliver alle født med en madkasse, og det er vores valg, hvordan vi vil arbejde og kultivere den. Der er Chi i hele kroppen og uden for kroppen. Vores Chi er bygget på, hvad vi får med fra vores forældre, og hvad vi kultiverer den til.”

- Kan du mærke hvis mennesker udsender negativ energi?

”Ja til dels, i kampkunst gælder det jo altid om at finde ud af, hvilken type du står overfor. Så man skal lære at læse kropssprog. Da jeg på et tidspunkt arbejdede som bartender, lærte jeg meget om folks kropssprog.

Undervisning er for mig noget, jeg kan arbejde med at gøre bedre hele mit liv, så jeg er blevet ret glad for at undervise. Både i Tai-Chi og i kinesisk medicin.”