God undervisning - interview med Rasmus Alenkær

Skolen har to opgaver, mener psykologi Rasmus Alenkær. Vi skal engagere os i noget fagligt og tage hensyn til hinanden, så vi føler os velkomne. En velkommenhed som betyder, at jeg som lærer påtager mig et lederskab, og at eleven på et tidspunkt skal påtage sig et medværtskab. Specielt den anden opgave, at lære eleverne at være i forpligtende fællesskaber, mener Alenkær bør opprioriteres. 

Den gode undervisning er en balance mellem rammesætning og omsorg og idealet er den venlige autoritet. Alenkær er samtidig enig med Lykkegaard og Qvortrup. Faglig trivsel er ”the missing link”. God undervisning tager afsæt i faget, men relaterer sig til noget, der er større end selve faget. Den skal også danne dig som demokratisk borger og motivere: give dig virkelyst. 

I interviewet udfolder han de to opgaver og fortæller om det pædagogiske værtskab. Det pædagogiske værtskab har tre niveauer: medværtskabet, det ledende værtskab og det strukturelle værtskab. Medværtskabet handler om, hvordan du som elev kan bidrage på en hensigtsmæssig måde. I medværtskab ligger en ide om, at når man mødes i forpligtende fællesskaber, er der ikke nogen, der er gæster. Vi er alle værter. I et forpligtende fællesskab er du forpligtet på at bidrage til, at andre har deltagelsesmuligheder. Det ledende værtskab er klasseledelse. Det strukturelle værtskab er skolens formål, skolens ressourcer og værdier. 

Du kan også læse om, hvorfor Alenkær mener, at den undervisningsforstyrrende uro er skolens største problem. I bogen ”Vi har to opgaver” kommer Alenkær med konkrete eksempler på, hvordan vi kommer uroen til livs. 

Dyk ned i hele interviewet her.

Kundskaber, dannelse og virkelyst

- Hvad er god undervisning? Kan du beskrive et konkret eksempel. 

”God undervisning starter med veltilrettelagt formidling. Det er samtidig også en undervisning, som forholder sig til det formål, man er samlet om at realisere. Hvis vi kigger på formålet, så er god undervisning noget, der forholder sig til kundskabstilegnelse, demokratisk dannelse og som også bidrager til virkelyst. Du skal have hele paletten med. I samfundsfag har du fokus på faget, men også at vi er sammen med hinanden. Det er en del af den demokratiske dannelse. Det befordrer et rum, hvori vi kan være. Ikke demokrati forstået på den måde, at alle hele tiden skal stemme om alting. Men mere at vi har lige deltagelsesmuligheder og betingelserne er noget, som vi befordrer for hinanden. Og at undervisningen er på en sådan måde, at man får lyst til mere. Jeg får lyst til at gøre noget ved det her, eller det pirrer et eller andet i mig. God undervisning tager afsæt i faget, men relaterer sig til noget, der er større end selve faget. Der går en linje fra grundskolerne til ungdomsuddannelserne: man skal blive bedre til et fag, man skal dannes som demokratisk borger og det skal motivere, man skal få virkelyst.” 

Der er altid noget, der er større end selve sagen

- Og kan du komme med et konkret eksempel på, hvad det så kunne være?

”En samfundsfaglærer, for eksempel, er en der kan sit kram og har viden. Og det er samtidig en, der formår at sige: ”Det her rum, vi er sammen i nu, det skal kunne det her! Vi skal kunne være sammen omkring det her!” Have et blik for, at der altid er noget, der er større end selve sagen. Der er også den måde, vi er sammen på og det, de skal blive til. Det er altså en, der har noget på hjerte, entusiastisk og samtidig har kontrol over det.” 

Faglig trivsel er ”the missing link”

- Hvilket konkret råd kan du give til en ny gymnasielærer?

”Udover det oplagte: at man skal være velforberedt. Så er det, at man viser eleverne en form for interesse. Jeg er optaget af Anne Qvortrups faglige trivselsbegreb. Hun er fantastisk. Hun siger, at den faglige trivsel er ”the missing link”. Jeg er helt enig. Faglig trivsel betinges ofte af eller kan knyttes til, at eleven har en forståelse af, at læreren vil noget godt og oprigtigt med mig. Så måske kan det konkret handle om, at man inden den første undervisningsgang, møder dem til en faglig samtale om, hvad de kunne tænke sig at få ud af faget. En snak om faget, og hvordan jeg som lærer kan hjælpe eleven. Hvordan vi får det til at spille sammen? Unge mennesker er lidt mindre følelsesmæssigt robuste, end jeg husker mig selv. I dag har man en lidt mere individualiseret og egocentrisk ungdom, som har gavn af, at der er en, der henvender sig og siger goddag. Jeg ser, at du er her, og det er jeg glad for. Lad os prøve at finde ud af det her med samfundsfag sammen.” 

Velkommenhed 

”En velkommenhed. Jeg påtager mig som lærer et lederskab, og eleven skal på et tidspunkt påtage sig et medværtskab. Udover det, så er vi også to mennesker, der mødes. Vi mødes ikke i en hvilken som helst kontekst. Vi mødes i en uddannelseskontekst, dannelseskontekst eller skolekontekst. Vi skal starte med at sige: “Jeg vil virkelig gerne, at det virker for dig. Der er ikke frit valg på alle hylder, men når vi har startet med at sige hej til hinanden, vil du også kunne holde til det en dag, hvor det bliver hårdt.” Så altså, det der simple lille møde, hvor man bare fornemmer. Man kærer sig for dem fagligt. Det handler ikke så meget om at have en tæt relation til dem, men om at man som lærer lige tager sig tid til at sige: hvordan går det i faget? Det er faget, vi er sammen om, ikke om hvordan det går i deres liv. Jeg er ikke fortaler for den lange tætte relation. Jeg er fortaler for det ledende værtskab, en autoritativ stil, hvor man siger, at der er den her ramme. Men der er også en stor omsorg i det. De fornemmer meget, de dejlige unge mennesker. De har en radar ude, og kan godt være ret kritiske, hvis de fornemmer en ligegyldighed. Det kan jeg sagtens forstå. Så det at mødes med dem mere uformelt, inden undervisningen starter. Det er vigtigt, at dialogen ikke tages i plenum, så vil folk putte sig. Man skal vise, at man har en oprigtig interesse i dem.”

Balancen mellem rammesætning og omsorg

- Hvilket konkret værktøj kan forbedre undervisningen fra den første dag?

”Jeg tror man skal forstå, hvad en god relation mellem lærer og elev er. En god relation er også, at jeg tror på det, du siger. Det er ikke noget, du skal fortælle mig. Det er noget, du skal vise mig. Hvis samfundsfagstimen starter kl. 10, står du klar henne ved døren og siger: “godt I kom!” Du render ikke rundt oppe ved tavlen og virker stresset. Du har overskud, har forberedt dig og forestillet dig mødet med eleverne, at det skal bringe noget godt. Du påtager dig en tålmodighed og omsorg, men har også en ufravigelig dagsorden. I er kommet til My House, nu skal den have en på goddagen! “Jeg kan godt se I sidder og er trætte, det ville jeg også være! Men hvordan kan vi være sammen om det her?” Så altså: jeg forstår jer, men I skal også vide: jeg ændrer ikke på mine krav. I må gerne være uenige med mig, det er helt ok. I skal bare tale ordentligt, ligesom jeg også taler ordentligt til jer. Så hvis man er på forkant med de her ting, kan man komme rigtig langt. Den konkrete ting, at stå i døren. Man virker i overskud. Man organiserer sig på en sådan måde og siger: det her rum, det har jeg tænkt at gøre noget ved. Man kan stille bordene på en bestemt måde, ligge skriveredskaber, blokke og lidt at drikke. Min omsorg for jer starter ikke, når jeg møder. Den er startet længe inden. Jeg har tænkt der her igennem og er rolig. Der er styr på alle variabler, det er ikke noget elever skal forholde sig til eller bestemme. De skal heller ikke altid bestemme, hvordan grupperne skal være. Jeg smiler, når jeg taler. Man kan kalde klasseledelsen autoritativ balance. Det er balancen mellem rammesætning og omsorg.” 

Her rammer Alenkær ind i en af de største diskussioner i skolen netop nu. En diskussion, som foregår i feltet mellem relation og socialisation. Vi fødes med et fag og skal udvikle relationer. I Alenkærs optik ser vi også en vis nedskrivning af forbindelsen mellem pædagogik og den individorienterede psykologi og en opskrivning af et mere socialiserende ”vi”. Et ”vi” hvor læreren træder frem som leder og som qua forskellen i forhold til eleverne skal fremme de tyder, som er vigtige for at være elev. 

Autoritet og værtskab

”Jeg har i mange år arbejdet med den autoritative stil. Og så har jeg forbundet det til værtskab, som ikke har en pædagogisk tradition. Undervisning er et møde mellem mennesker. Det handler om overskud, velforberedthed og der er en form for service. Jeg har dig på sinde, jeg gør noget for dig, og der er et element af overraskelse. Det hele er krydret med autenticitet. Man kan mærke, at der er en underviser, som oprigtig er interesseret i at være sammen med en. Prøv at tænke på et menneske, som virkede kunstigt, og et menneske du godt kunne lide. Hvad var forskellen? Der skal du starte!” 

Vi har to opgaver

- Din bog hedder ”Vi har to opgaver”. De to opgaver er, at vi skal engagere os i noget fagligt og tage hensyn til hinanden, så vi føler os velkomne. Kan du kort uddybe de to opgaver, vi har i både folkeskolen og gymnasiet?

”Afsættet er, at når man mødes som mennesker, så kan man mødes på alle mulige måder og i alle mulige settings. Vi kan mødes på et fodboldstadion, en tankstation eller i klasselokalet. Vi to har lige nu et forpligtende fællesskab, fordi vi har aftalt at lave det her interview. Så dur det ikke, hvis vi laver noget andet. Sådan er det også med skolen. Det er ikke et hvilket som helst møde. I hverdagen er det en forpligtelse. Du kan ikke vælge, hvornår du vil komme til timen. Du kan ikke vælge, om du vil deltage på din egen måde. Sådan er det ikke her. Der er simpelthen nogle ting, vi skal, som står i relation til et højere formål. Så hvis vi skal have det til at fungere, handler det om to præmisser. Vi er nødt til at engagere os i det, vi er her for. Det giver ikke noget mening at være sammen om samfundsfag, hvis ikke vi også engagerer os. Hvis vi skal eksperimentere med eller gøre os erfaringer med at være en del af et demokratisk samfund, og det skal være rart at være her, er vi også nødt til at være opmærksomme på, at vi befordrer en form for velkommenhed til hinanden. Det der går galt er, at man tænker, at det er helt oplagt for de her elever. De her unge mennesker er vokset op i en tid, hvor man hele tiden har taget dem med på råd, og hvor de er blevet spurgt om, hvordan de har det. De er på godt og ondt blevet skrøbeliggjorte.” 

Vi kan ikke forvente at eleverne ved, hvordan man gør

”Vi kan ikke forvente, at de ved, hvordan man gør, så det er man simpelthen nødt til at hjælpe dem med. Og sige: ”For at det her skal fungere, så er det noget med, at det kun er mig der snakker.” Og så sige: ”Hov, jeg kan se, at det er svært for jer ikke at snakke. Jeg kan se i mister fokus. Det er en opgave nu at holde fokus. Vi skal være sammen om det her, og det er en opgave!” Lad mig give et konkret eksempel. Annette, en gymnasielærer, arbejdede med det her. Hun skrev til mig for at sige tak. Hun havde haft den bedste idrætstime, og brugt mine ord om de to opgaver. Idrætsholdet havde ikke det bedste ry. Hun havde samlet dem, ventet til der var ro og fokus og sagt: ”Godt at se jer. Vi har to opgaver i den her idrætstime. Den ene opgave er, at vi skal øve højdespring. Det faglige mål er, at vi alle skal forsøge at springe fem cm højere end sidst. I må selv bestemme, hvordan I kommer over, men jeg anbefaler den teknik, vi er igang med. Den anden opgave er, at vi skal være sammen om højdespring. Det vil sige, at vi bedst kan få det til at fungere, hvis vi ikke forstyrrer hinanden eller råber. For så kan man ikke koncentrere sig. Der er nogen her, som synes det er lidt svært. Så det vil sige, at vi faktisk skal lykkes med en opgave der hedder, at alle skal have en god oplevelse ud af det her. De to opgaver er lige vigtige. Jeg bedømmer jeg både på resultatet, men også på, hvordan I deltager.” De to ting har at gøre med, hvad vi er her for, nemlig formålet. Det er højdespring, og vi skal være sammen i et fællesskab og have lyst, virkelyst. Hun skrev tilbage, at det var det bedste idrætstime, hun nogensinde havde haft. Der var god stemning og ikke mange sprang ved siden af måtten. Tricket var, at hun konkretiserede den del, man som voksen måske synes er oplagt. Det er anerkendelsen af, at der faktisk er noget, der er oplagt for os voksne, men ukonkret for den her generation af elever. Men at de kan det, hvis de får det konkretiseret og gerne med en ordentlighed, respektfuld og fastholdenhed. Altså den autoritative stil.” 

Velkommenhed

- Kan man kalde den anden opgave for faglig trivsel?

”Jo, men det er bedre at kalde det velkommenhed. De to opgaver er en del af det, man kunne kalde for faglig trivsel. Altså vi trives her på skolen, når vi engagerer os, og når vi er opmærksomme på, at befordre muligheden for engagement. Altså gennem hensyntagen. Det vil sige, at det faktisk er nemmere at fordybe os i den her faglige aktivitet, hvis vi er opmærksomme på, hvordan vi gør det muligt. At f.eks. lige huske at række hånden op, før vi snakker. Det er ikke fedt, hvis der hele tiden er nogen der afbryder. De to opgaver er indeholdt i faglig trivsel.” 

De to opgaver som konkret redskab

”De to opgaver er en grundlæggende filosofi om, hvordan man som menneske er sammen om noget, man er forpligtet på. Men det er også et konkret redskab. Engagement og befordre velkommenhed. Vi kommer til at afbryde lidt for meget og lydniveauet er lidt for højt. Som jeg ser det, så er du en del af et forpligtende fællesskab, hvor du er forpligtet på at bidrage til, at andre har deltagelsesmuligheder. Det involverer, at du opfører dig på en bestemt måde. Eller deltager på en bestemt måde. Det er svært. Jeg vil gerne sætte normen for, hvordan man bør insistere på, at sådan skal det være. Det er ikke sikkert, at du af dig selv gør det, men vi to kan godt sammen. Det kan godt være, jeg simpelthen bare skal sige: Du skal løse en opgave, der hedder at være opmærksom på, hvordan du sidder lige nu. Du er en forhindring for, at det egentlig virker for os. Der er nogen gange super konkret og simpelt.” 

Velkommenhed er en grundlæggende følelse af tryghed

- I bogen fortæller du om det pædagogiske værtskab, som handler om velkommenhed. Vil du lige fortælle, hvorfor det er vigtigt og hvad der helt konkret kan bidrage til den velkommenhed? Altså hvad læreren kan gøre for at skabe den velkommenhed og ro. 

”Jeg bruger specifikt værtskabsterminologien, fordi den kan noget. Jeg er lidt bange for, at folk tror det er et konsulenttrick. At nu skal jeg sælge et eller andet. Det er lidt tilfældigt, at jeg opdagede det. Jeg var i en klasse, hvor det ikke gik særlig godt. Men jeg kunne godt forstå, at eleverne reagerede på en bestemt måde. De blev modtaget af en aggressiv lærer. Der manglede noget værtskab. Så begyndte jeg at dykke ned i det. Det viste sig, at mange andre også brugte det begreb. Det er nemt at formidle til forældregrupper. At det handler om føle sig velkommen. Det har vi alle erfaringer med. I teologien er der værtskab og i den kommercielle verden har man arbejdet med værtskab i mange år. Når du går ind i en butik, er det ikke for sjov, at de siger pænt goddag til dig. De vil gerne have, at du skal opleve det, der hedder kommercielt værtskab. Jeg tænkte, at det var interessant i den pædagogiske verden, hvis man kunne låne lidt af det. For mig er det ikke vigtigt, om man kan kalder det pædagogisk værtskab eller velkommenhed. Det er bare vigtigt, at hvis det er den vej, man går ad rent terminologisk, så skal man holde sig inde fra det. Jeg har lavet en læsning af teorien til den aktuelle tilstand hos børn. Velkommenhed er en grundlæggende følelse af tryghed. Jeg er ikke i forsvarstilstand. Jeg føler mig grundlæggende i stand til at sige: Jeg hviler i mig selv her! Jeg føler mig respekteret, og dét vi er sammen om, dét forbinder os. Så det handler om at føle sig velkommen i skolen og grundlæggende tryg i klassen. Jeg føler mig forbundet og er en del af fællesskabet. Det giver mening for mig at være en del af det her fag. Samhørighed og meningsfuldhed er min konceptualisering af begrebet velkommenhed.

Medværtskab, det ledende værtskab og det strukturelle værtskab

- Hvad er forskellen på pædagogisk værtskab og klasseledelse?

”Det pædagogiske værtskab har tre niveauer. Det har et medværtskabsniveau, som handler om, hvordan du som elev kan bidrage til det her på hensigtsmæssig måde, og får det til at fungere. Jeg kalder det, at du påtager dig et medværtsskab. Det ledende værtskab kan man kalde for klasseledelse. Det strukturelle værtskab er skolens formål, skolens ressourcer og værdier. Det kan være skolens beredskabsplaner. Har vi som skole en slagplan? Har vi vurderet, hvad der er vigtigt i år? Hvad arbejder vi hen imod? Hvad er vores profil? Der er de her tre niveauer, man kan adressere, men de hænger altid sammen. Klasseledelse vil aldrig fungere uden, at der er et klasselokale, hvori der kan klasseledes. Der er nogle elever, der også er med på at blive ledt.” 

- Og hvorfor er medværtskab vigtigt?

”Der kan både være et ledende og strukturelt værtskab. Men hvis eleverne bare sidder og kigger ud i luften eller er komplet ligeglade, så kommer det ikke til at virke. Så i medværtskab ligger en ide om, at når man mødes i forpligtende fællesskaber, så er der ikke nogen, der er gæster. Det handler om elevernes måde at være opmærksomme på. Jeg kan faktisk også bidrage med min måde at være på. Det er et sted, hvor vi kan engagere os, og det er velkomment. Det skal de have opmærksomheden på. De har ikke et medansvar, men de har et medværtskab. Det understreger, at ligegyldigt hvor godt lokalet er, og hvor fantastisk læreren er. Hvis eleverne er ligeglade, så kommer det ikke til at fungere. Man kan igen sige: ”Vi har to opgaver. Vi skal have det her fag. Jeres ene opgave er at deltage og engagere jer. Jeres anden opgave er at hjælpe til, at det bliver et rart sted at være.” Medværtsskabet er en understregning af, at du ikke er gæst. Det er ikke en servicefunktion det her. Du har ikke meldt dig ind, og så serverer jeg det hele for dig. Det er ikke sådan, det fungerer. Der er ikke nogen gæster. Der er kun værter. Men vi har forskellige forudsætninger. Medværtsskab kan du også kalde for socialisering. De skal være opmærksomme på, hvordan de også mødes i f.eks. chatgrupper.” 

Undervisningsforstyrrende uro

- Du taler om undervisningsforstyrrende uro, som et af skolens største problemer. Kan du uddybe det? Og hvad er årsagen til den uro? Og er det et problem for lærerne eller eleverne? 

”Det er i høj grad et problem for dem alle sammen. Det er også et problem for vores samfund. Nu er det primært grundskoleforskning, men man begynder også at interesse sig for det på andre niveauer. Det er svært at få eleverne til at påtage sig et medværtsskab. Vi kan ikke sende dem ud i grupper og arbejde selv. De er ud over det hele, og tager det ikke alvorligt. Der er en bestemt måde, man skal være på. Det er et problem, at vi har en generation, der er vokset op med den uro. De er dybt stressede, når de kommer i skole og ved ikke, hvordan man deltager i et fællesskab. Så man er nødt til at starte med at lære dem, hvordan man går i skole. Vi kan se, at der er mange elever, som får psykiatriske diagnoser eller som sygemelder sig og får langtidsfravær. Som ikke nødvendigvis vil have haft den samme sygdomsbeskrivelse, hvis de havde et mere roligt sted at være til dagligt. Altså et forudsigeligt og roligt sted. Vi skal etablere den almene kultur, de kan være i. Det handler om at forstå, hvordan det egentlig er, man lytter til en besked. Og hvordan det er, at man får erfaringer med, at når de voksne siger noget, så kan vi regne med, at det er respektfuldt og ordentligt. Den forståelse, du har med at være sammen med andre mennesker på nettet. Den kan du ikke overføre til den måde, du er sammen med mennesker på i et forpligtende fællesskab i den fysiske verden. Det er ikke ondskab, men en manglende opmærksomhed. De tænker ikke over, at de snakker højt. De handler på en impuls. Men hvis en elev slår døren op og kommer ind i klassen. Så skal eleven mødes men en, der siger. ”Hov, når du kommer ind ad døren på den måde, så er der 24 andre som kigger op og bliver forstyrrede. Det går ikke.” 

Ro er en forudsætning for læring

“Man skal ikke ignorere det uønskede, som det ofte sker i gymnasierne. Der sker ikke noget, hvis man kommer for sent, og man kan gøre som man vil. Du har som lærer en andel i, at det her fungerer. Du skal kundskabstilegne, demokratisk danne og befordre virkelyst for dig selv og for andre. Det handler om formel kundskab. Men det, vi er sammen om her. Det er meget større. Det vil sige, at jeg faktisk har set, at du har behov for at lære, hvordan man egentlig går ind ad døren. Jeg er ikke sur eller fordømmende. Jeg kan se, at det er svært for dig. Så er det godt du har mig. Uroen kommer ofte i kraft af impulsivitet. Men det er også en erfaring med, at det ikke er så vigtigt. Det er jo mig, det handler om. Ro er en forudsætning for læring. Vi er nødt til bare at erkende præmissen. Det kognitive funktionssystem fungerer på en sådan måde, at vi ikke kan modtage to signaler samtidig. Det kan ikke lade sig gøre. Hvis vi forsøger, bliver vi udmattede.” 

Således fremhæver Alenkær vigtigheden af en lærer der træder frem som leder og som qua forskellen i forhold til eleverne skal fremme de tyder, som er vigtige for at være elev. Dyder som er blevet aktualiseret af Trivselskommissionens anbefalinger og den ophedede debat om karakterdannelse. 

De skriver i rapporten: ”Karakterdannelse er en dobbeltbevægelse, der betyder, at fællesskabet må understøtte, at den enkelte på én og samme tid udvikler en række egenskaber - selvregulering, vedholdenhed og tro på egne evner - der er en forudsætning for at kunne trives og for at kunne navigere i livet, og samtidig bibringes en ansvarsfølelse for de små og store fællesskaber, den enkelte indgår i”.

Alenkær udstikker netop rammerne for et forpligtende fællesskab, hvor du er forpligtet på at bidrage til, at andre har deltagelsesmuligheder.