Narrativ praksis: indtryk og aftryk i undervisningen

Det værste og det bedste

Jeg går nu i det lidt mere nørdede hjørne. Sidst i indlægget forsøger jeg at konkretisere, hvordan du kan bruge de narrative aspekter i undervisningen. Jeg støder ofte på litteratur om narrativ pædagogik. Et tema som både irriterer og fascinerer mig. Som Foucault fan er jeg fascineret af sammenhængen mellem magt og sprog, det diskursive element. Diskurs og flydende betegnere beskæftigede jeg mig også med i min masterafhandling. Jeg er samtidig irriteret over det socialkonstruktivistiske og udflydende udgangspunkt, hvor alt er i bevægelse, socialt konstrueret og hvor der ingen essens er. Alt er fødder, ingen rødder. 

Det narrative perspektiv: Hvad mere kan fortælles?

Narrativ betyder fortælling. Ifølge Bruner forstår vi og forklarer vores virkelighed udfra narrativer. Narrativerne er dynamiske og ændres i relation til vores samspil og fortolkninger af verden. "Narrativ pædagogik er interesseret i de begreber, som børn, unge og voksne har om deres eget liv, og som skaber mening og betydning i deres liv og udgør grundlaget for de historier, de kan fortælle om sig selv og deres relationer. Meningen er aldrig fikseret og færdig, men altid på vej (i sin vorden) og altid ufuldstændig."(Fra terapi til pædagogik - en brugsbog i narrativ praksis. Anette Holmgren (red.). Hans Reitzels Forlag 2010, side 21). "Narrativ praksis er hele tiden interesseret i, hvad der yderligere kan siges: Hvad mere kan fortælles?" (ibid. side 30) Den pædagogiske opgave bliver at "bemærke og genfortælle nye og mangfoldige historier om de mennesker, vi arbejder med, for at disse historier kan blive afsæt for nye muligheder for at leve liv." (ibid. side 33). 

Narrativ undervisning tager udgangspunkt i problemer

For at en fortælling skal være et narrativ, skal der være et problem. Derfor tager narrativ undervisning udgangspunkt i et godt problem og historien om, hvorfor et problem, er et problem, og hvorfor det er godt at arbejde med. Bruner skriver: "Det, der driver historien frem og gør den værd at fortælle, er problemer: et eller andet misforhold mellem aktør, handling, mål, miljø og midler:" (Jerome Bruner, Uddannelseskulturen, Munksgaard 1998, side 161). Fortællinger er mangfoldige, der findes mange fortællinger om undervisning og mange forskellige måder at praktisere det på.

Læreren som den gode historiefortæller og historiseringen af mulige hændelser

"Læreren skal både være en god historiefortæller, en meningsskaber og en praktisk iscenesætter af øvelser og eksperimenter, der kan give eleverne en fornemmelse af læring, beherskelse og mestring af stoffet (...) Der skal være faste, stabile og forudsigelige meningsskabende strukturer og rutiner, der kan udgøre grundlaget for de vilde indre bevægelser med fantasiens og forestillingens styrke. Og det skal samtidig være sjovt, være pirrende."(Narrativ praksis i skolen, Anette Holmgren og Martin Nevers (red.). Hans Reitzels Forlag 2012, side 22). Holmgren skriver videre at " al undervisning, kulturen og verden i det hele taget formidles bedst og mest effektivt gennem meningsfulde fortællinger og med overraskende pointer. (...) Det er gennem fortællinger, at aktiviteterne for mening, og man får svar på spørgsmålet: Hvorfor skal vi lære og lave det her?" (ibid. side 23). Holmgren pointerer, at narrativ undervisning skal "fokusere på fortællinger i og om den kultur og den konkrete sammenhæng, eleverne er en del af, og som det aktuelle stof relaterer sig til." (ibid. side 24). Men det handler ikke bare om som underviser at fortælle den gode historie. "Det handler om at historisere alle mulige hændelser (...) og "om at skabe fortællinger om, hvad der er muligt i livet." (op.cit. Holmgren 2010, side 36-37, 39). Når man lytter til andres fortællinger bliver det også centralt hvilken bevægelse og resonans det skaber i dit eget liv. (ibid. side 82-83).

Udvidelse af antallet af fortællinger

"Formålet med det narrative perspektiv på undervisning er, at eleven skal blive i stand til at fortælle om det, han gør, og at kunne gøre det han fortæller om." (op.cit. Anette Holmgren og Martin Nevers, 2012, side 17). "Vi er ikke noget, men vi er hele tiden ved at blive til noget." (ibid. side 32). Det handler altså om at "udvide antallet af fortællinger." (op.cit. Holmgren, 2010, side 81).

Narrativ didaktik: forsøg på konkretisering

Følgende aspekter og spørgsmål bør overvejes, hvis du ønsker at tilføje et narrativt element til din undervisning.

1. Arbejd med problemer og paradokser, f.eks. paradokset mellem både at have "fødder" og "rødder", hvordan man kan skabe stabilitet i et foranderligt samfund?
2. Strukturér din undervisning med både stabile og forudsigelige rutiner og overraskende pirrende pointer.
3. Se dig selv som både historiefortæller og meningsskaber. Sæt temaet for undervisningen ind i en fortælling. Hvordan kan du med en fortælling skabe en meningsfuld prolog? En klassisk historiefortælling har, ifølge Aristoteles, altid en begyndelse (prolog) hvor nysgerrigheden pirres og fantasien stimuleres, en midte og en afslutning (epilog) med en kort opsummering og perspektivering.
4. Hvad fortæller kursisterne om sig selv og det at lære og gå i skole? Hvilke fortællinger sætter eleven selv pris på? Hvordan kan du som underviser iværksætte aktiviteter hvor elevens fortællinger kan finde sted? "Vi skal skabe fortællinger om elever, som har viden og færdigheder og som har lyst til at lære mere," (ibid. side 66).
5. Hvilke fortællinger bliver ikke fortalt? Hvilke diskurser om skole og viden er dominerende og hvilke bliver udgrænset?
6. Tilføj til øve-aktiviteten en fortælle-aktivitet! Lav aktiviteter, hvor eleven træner sine fortællinger om det lærte. Det lærte skal sættes på "fortællingens formel". (ibid. side 67, 70). CL strukturer (f.eks. quiz og byt) kan facilitere denne proces. "Det, elever har lært, og som kan sættes ind i en fortællings ramme, har bedre mulighed for at blive husket ud i fremtiden." (ibid. side 71).
7. Fortællinger består af sekvenser med et plot over et tema. Iværksæt aktiviteter i logisk forlængelse af hinanden.
8. Lav aktiviteter hvor fortællingerne skal bevidnes af andre. (Læs om bevidningsspørgsmål: ibid. side 72).
9. Skriv en novelle om, hvordan en undervisningssituation har gjort indtryk på dig. Hvad er temaet i din fortælling? Hvad tillægger du særlig betydning? Hvad trækker stængler til dit rodnet? Hvilken pointe tager du med dig fra novellen?

Mandag bliver en ny begyndelse for mig. Jeg vil forsøge med både de store og de små historier, det store i det små.

Hvilke erfaringer har du med narrativ pædagogik? Bidrag meget gerne i kommentarfeltet herunder.

Kilder og inspiration

Fra terapi til pædagogik - en brugsbog i narrativ praksis. Anette Holmgren (red.). Hans Reitzels Forlag 2010.

Narrativ praksis i skolen. Anette Holmgren og Martin Nevers (red.). Hans Reitzels Forlag 2012.

Min gode kollega og spiludvikler Søren Lindgreen.